NNIT vil med selskabets nye direktør, Pär Fors, i spidsen udskille hele sin infrastruktur-forretning i en selvstændig enhed.
Opdelingen skal være med til at øge gennemsigtigheden i den samlede NNIT-forretning.
Desuden sigter NNIT efter, at en udskilning af infrastruktur-forretningen vil gøre det nemmere over tid at reducere i selskabets omkostninger.
“Effektivitet af især NNIT infrastruktur-drift er afgørende for forbedringer i indtjeningen,” meddeler NNIT i forbindelse med selskabets netop offentliggjorte regnskab for de første seks måneder af 2021.
Det viser et underskud på 30 millioner kroner.
“For at øge gennemsigtigheden og accellerere omkostnings-reduktionerne, er der blevet igangsat en proces mod at separere NNIT’s infrastruktur-område i en selvstændig forretnings-enhed,” meddeler selskabet.
I fondsbørs-meddelelsen er formuleringen "separating the NNIT Infrastructure area into a dedicated business unit."
Det er omkring halvanden måned siden, at NNIT’s nye topchef satte sig i stolen, hvor han afløste mangeårig topchef, Per Kogut.
Pär Fors’ første regnskab viser en stigning i omsætningen, men et fald i indtjeningen.
Det er en af årsagerne til, at Pär Fors nu sigter efter at reducere omkostningerne.
I selskabets regnskab for de første seks måneder - som du finder her - meddeler NNIT, at selskabet har investeret solidt i sin infrastruktur-forretning for at sikre stabil drift.
Infrastruktur-forretningen dækker blandt andet NNIT's datacentre samt NNIT's store ordrer hos Novo Nordisk, der i disse år løbende bliver mindre og mindre.
Novo Nordisk er NNIT's uden sammenligning største kunde, og de to parter indgik for et par måneder siden en stor aftale på en halv milliard kroner over fem år.
Denne aftale er dog langt fra lukrativ for NNIT som tidligere stor-aftaler med Novo Nordisk, hvilket er en af grundene til, at NNIT nu ønsker klarere overblik over forretningen med henblik på at lede efter muligheder for at spare på omkostningerne.
NNIT meddeler, at arbejdet med at udskille infrastruktur-forretningen vil pågå fremadrettet i andet halvdel af 2021.
NNIT meddeler til Computerworld, at der alene er tale om en 'organisations-ændring på de interne linier.'
"Der er reelt tale om en organisationsændring, foretaget i juli, hvor vi har samlet vores infrastruktur-aktiviteter i én og samme afdeling/enhed, hvor de før rent operationelt var spredt lidt ud over hele organisationen," meddeler NNIT til Computerworld.