Godmorgen, kære læser.
Her kommer torsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som er sammensat af ugens morgenvært, Alexander Haslund.
Fire ud af fem virksomheder forventer at blive ramt af hackerangreb
Som aldrig før er risikoen for hackerangreb blevet tydelig for erhvervsledere.
Helt op til 80 procent af virksomheder i en ny undersøgelse forventer, at de meget vel vil få stjålet kundeoplysninger i et hackerangreb i løbet af det næste år.
Det viser en ny global undersøgelse med svar fra 3.600 virksomheder på tværs af brancher og størrelse udført på vegne af cybersikkerhedsselskabet Trend Micro.
"Tallene er udtryk for, at mange virksomheder har svært ved at finde ud af, hvordan de effektivt nedbringer deres risiko for at blive angrebet," vurderer Trend Micros countrymanager i Danmark, Christian K. Beck, i en meddelelse til Computerworld.
Ifølge Trend Micro er der lige nu en "forhøjet risiko" for at blive ramt af et hackerangreb.
Kvinder strømmer ind på datalogi-studie
Kvindelige studerende har i langt højere grad end tidligere valgt datalogi som videregående uddannelse.
I 2017 var der blot 12 procent kvinder blandt de nyoptagede studerende på Københavns Universitets bacheloruddannelse i datalogi.
Men det tal er her i 2021 baseret på de seneste optagetal nu oppe på 20 procent.
"Datalogi har i høj grad brug for forskellige mennesker, der kommer med forskellige perspektiver og ideer. Det er en del af vores samfundsansvar, at alle uanset køn, baggrund og etnicitet har mulighed for at blive dataloger og får kendskab til datalogi," lyder det fra institutleder på Datalogisk Institut Jakob Grue Simonsen, i en meddelelse til Computerworld.
Dansk politi: Betal ikke ransomware-afpresning
Dansk politi er helt klare i mælet om, hvorvidt man bør betale hackere for at få frigivet sin data.
Betaler man, er man med til at bidrage til kriminalitet, og derfor bør man helt holde sig fra det.
Det skriver Version2.
"Vi anbefaler, at man undgår at betale løsepenge. For det første er man ikke garanteret, at de kriminelle løser problemet, når man har betalt, men man motiverer også yderligere afpresning ved at vise, man er villig til at betale," lyder det fra Anders-Emil Nøhr Kelbæk, sektionschef i Landsdækkende Center for It-Kriminalitet (LCIK) under dansk politi.
Han understreger dog, at det ikke er ulovligt at betale løsesum og afpresning, og at man som udgangspunkt ikke kan blive straffet for det.
Politikere vil stramme op på alternative betalingsmetoder
Populære betalingsmetoder med 'køb nu, betal senere' fra fintech-virksomheder som danske ViaBill og svenske Klarna vækker bekymring fra flere sider, som kritikere mener kan kaste unge og økonomisk svage ud i en øget gæld.
Nu melder flere politiske partier sig i kåret, og vil nu se nærmere på betalingsmetoderne, der giver forbrugere mulighed for at udskyde eller dele betaling for en vare op i små månedlige rater.
Det skriver Finans.
Både SF og Enhedslisten er åbne for at se på stramninger af metoderne.
Hos Venstre er man forbeholden overfor at regulere området, mens Socialdemokratiet vil holde nøje øje med udviklingen.
Sonys guldæg Playstation 5 hæver væksten
Sonys kraftfulde spillekonsol Playstation 5 giver også godt med power i Sonys netop udkommende regnskab for første kvartal.
Trods store udfordringer med at få leveret konsollerne på grund af chipmangel, er Sonys omsætning oppe på 130 milliarder kroner i kvartalet svarende til en stigning på 15 procent, skriver Ritzau.
Indenfor det japanske selskabs forretning for spil og netværksservices, hvor Playstation 5 figurerer, er omsætningen alene på 35 milliarder kroner.
FC Nordsjælland misbrugt af it-kriminelle i sag om millionfusk
Den danske fodboldklub FC Nordsjælland er uden sin viden blevet misbrugt i et omfattende social engineering-kup i det italienske.
Her forfalskede en gruppe it-svindlere nemlig FC Nordsjællands legitimationsoplysninger og skabte en falsk mailkorrespondance mellem den danske Superliga-klub og den italienske Seria A-klub Sampdoria.
Det skriver Tipsbladet.
Det lykkedes de it-kriminelle at få udbetalt omkring seks millioner kroner fra Sampdoria, der troede, at de betalte nogle rater og bonusser for den danske fodboldspiller Mikkel Damsgaard, som Sampdoria købte fra netop FC Nordsjælland for et år siden.
Sampdoria opdagede dog til sidst svindelnummeret, og de italienske myndigheder fik med hjælp fra russisk politi og Interpol opsporet en konto i Skt. Petersborg, som pengene stod på, og fastfråset de seks millioner kroner.
Fire personer er anholdt i sagen.