Forbrugerne over hele verden har i løbet af de seneste tre måneder brugte 50 procent flere penge på at købe iPhones, end de gjorde ved samme tid sidste år.
Det viser Apples kvartalsregnskab, der blev offentliggjort tirsdag aften.
Selvom der var høje forhåbninger til regnskabet, så formåede Apple alligevel at knuse investorernes forventninger.
Apples omsætning steg således med 36 procent til 81,4 milliarder. Det er 10 milliarder dollar mere i samme kvartal i fjor og 8,1 milliarder dollar mere end investorerne på Wall Street forventede.
Det er især den nye iPhone 12, der er udstyret med 5G, som har drevet omsætningen, og især i Kina, Hong Kong og Taiwan har Apple oplevet fremgang.
Her er omsætningen steget med 58 procent til 14,76 milliarder dollar.
Flere har skiftet til iPhone
Det gode iPhone-salg skyldes ifølge topchef Tim Cook ikke alene, at flere folk har udskiftet deres gamle iPhones, men også at flere folk har udskiftet deres Android-telefoner med en iPhone.
”Vi har i dette kvartal set en meget stærk tocifret vækst i både opgradering og folk, der er skiftet til iPhone,” sagde Tim Cook i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.
Regnskabet viser desuden, at alle Apples større produktkategorier er vokset med mindst 12 procent i løbet af det seneste kvartal.
Sådan fordeler fremgangen sig
Omsætningensfremgangen inden for de forskellige produktkategorier har udviklet sig således:
- iPhone-omsætningen steg fra 26,42 milliarder dollar til 39,57 dollar
- Mac-salget steg fra 7,08 milliarder dollar til 8,24 milliarder dollar
- iPad-salget steg fra 6,58 milliarder dollar til 7,37 milliarder
- Omsætningen for digitale tjenester steg fra 13,16 milliarder dollar til 17,49 dollar
- Salget af kropsbåren teknologi som Apple Watch samt teknologi til hjemmet og andet tilbehør steg fra 6,45 dollar til 8,78 milliarder dollar
Tim Cook oplyste desuden, at Apples digitale tjenester, der blandt andet inkluderer iCloud og Apple Music, nu har rundt 700 millioner betalende abonnenter.