Teleselskaber må kun bruge udsagnet 'fri data' i deres markedsføring, hvis det inkluderer ubegrænset dataforbrug for kunden.
Sådan lyder den klare meldingen fra Forbrugerombudsmanden til de danske teleselskaber.
Orienteringen sker efter, at forbrugerombudsmanden har modtaget klager over Telia, Hi3G og Nuuday om abonnementer med 'fri data', men som samtidig har haft en såkaldt fair use-grænse på 1.000 GB data for at undgå misbrug.
Men det er vildledende, hvis teleselskaberne markedsfører abonnementer med lovning om 'fri data', hvis der samtidig er en øvre forbrugsgrænse.
Kun hvis abonnementet rent faktisk bliver misbrugt, for eksempel ved erhvervsmæssigt brug af abonnementet, er det i orden, at teleselskaberne forhindrer det.
Teleselskaber har ikke vildledt kunderne
Selvom der hos de tre teleselskaber Telia, Hi3G og Nuuday har været indlejret en fair use-grænse, har de dog ikke vildledt forbrugerne, lyder det videre fra Forbrugerombudsmanden.
Teleselskaberne har nemlig tydeligt gjort opmærksom på, at de 1.000 GB data blandt andet "ikke skal forstås som en max forbrugsgrænse af data, hvorfor det ikke i sig selv har konsekvenser at ramme 1.000 GB eller i sig selv bliver betragtet som et misbrug at ramme 1.000 GB."
Derudover har Forbrugerombudsmanden i sin vurdering også lagt til grund, at 1.000 GB data "væsentligt overstiger det normale forbrug af data og forudsætter et unormalt højt forbrug af data."