Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For nylig præsenterede regeringen sit udspil til et styrket dansk cyberforsvar.
Særligt ét forslag løb med mange af overskrifterne: Ideen om et cyberhjemmeværn, hvor frivillige it-eksperter kan rykke ud og hjælpe i forbindelse med hackerangreb.
Man kan mene, hvad man vil om den idé, men det er synd, at den kom til at skygge over det samlede udspil, selv om den rent økonomisk fylder meget lidt af de 500 millioner kroner, som regeringen foreslår at bruge.
Mest af alt virker det som et symbolsk tiltag.
Synd fordi vi ikke rigtig fik en diskussion af, hvordan vi får mest muligt sikkerhed for pengene. Her mener jeg nemlig, at regeringens udspil misser en stor mulighed.
Der er uden tvivl mange gode ting i udspillet. Og helt overordnet er det rigtig godt, at regeringen og forsvarsministeren har fokus på dette område.
Mere sikkerhed for pengene
Men udspillet handler primært om at beskytte statens systemer og tager ikke højde for, at 95 procent af alle succesfulde cyber-angreb sker gennem mennesker af kød og blod.
Større opmærksomhed på truslen og viden om god adfærd i den brede befolkning er efter min mening den hurtigste og mest effektive måde at opnå mere sikkerhed for pengene.
Når en medarbejder i en stor virksomhed klikker på et usikkert link i en phishing-mail, eller en ansat hos en offentlig myndighed går på et usikkert wifi eller stikker en fremmed usb-nøgle i pc’en, så kan alverdens firewalls og tekniske foranstaltninger ikke forhindre forbrydere i at komme indenfor og stjæle eller gøre skade på vigtige data.
Og nok så mange dygtige it-specialister hos forsvaret kan heller ikke gøre meget fra eller til, så længe helt almindelige mennesker er et blødt punkt i vores virtuelle forsvar.
Halvdelen af budgettet i regeringens udspil skal gå til teknik hos Center for Cybersikkerhed.
Det er der sikkert også behov for, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget nyttig information og uddannelse til borgerne, vi ville kunne få for det samme beløb.
Nu er der jo foreløbig kun tale om et udspil, så jeg håber inderligt, at regeringen og de øvrige partier tager perspektivet med uddannelse af den brede befolkning med sig ind i forhandlingslokalet.
Der skal ret simple ting til
Hvad skal der til? Egentlig er det ret simple ting. Først og fremmest er der behov for en større opmærksomhed på cyber-truslen i den brede befolkning.
Uden at skræmme livet af folk, vil det være godt med en bevidsthed om, at vi alle er udsat for et konstant bombardement af digitale angreb – og om at cybersikkerhed er et fælles ansvar, som vi ikke kan overlade til forsvaret på samme måde som patruljering af vores luftrum eller vores fysiske grænser.
Og så er der behov for, at alle kender til basale ”trafikregler”, som at man ikke skal klikke på links i mails fra ukendte afsendere, at man skal passe på med at gå på åbne og gratis wifi-netværk eller at man ikke skal sætte en fremmed usb-nøgle i sin computer.
Lige som vi under corona har vænnet os til retningslinjer og uddannelse i god adfærd fra myndighedernes side, bør vi også løbende modtage anvisninger om, hvordan vi i vores digitale adfærd kan være med til at beskytte os selv og hinanden mod cyberangreb.
Når jeg rådgiver virksomheder, fylder uddannelse af medarbejderne ofte meget.
Hvis vi fik løftet det generelle vidensniveau i befolkningen, ville virksomhederne kunne bruge ressourcerne på endnu mere sikkerhed i stedet for uddannelse.
Og måske skal cybersikkerhed på skemaet i vores skoler på linje med digital mobning og andre emner, der har vundet indpas i forbindelse med den stigende digitalisering af vores samfund.
I stedet for blot at putte pengene i nogle offentlige kasser, så lad os løfte hele samfundet.
Ud over at skabe større sikkerhed på den korte bane gennem større opmærksomhed, så vil det helt sikkert også få flere til at interessere sig for området og uddanne sig inden for det. Det har vi i den grad behov for.
Uanset hvordan vi går til det, så vil jeg ønske, at regeringen og Folketingets partier skifter fokus fra ideen om et cyberhjemmeværn til at alle danskere bør være deres eget cyberhjemmeværn.
Det vil give langt mere sikkerhed for pengene.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.