Antallet af ansøgere til landets it-uddannelser tager et ordentligt dyk.
Ansøgninger med første prioritet til landets it-relaterede videregående uddannelser falder med seks procent, viser tal fra Uddannelsesministeriet.
Klokken 12 i dag udløb ansøgningsfristen, og herefter viser det sig, at 3.211 har gået målrettet efter en it-uddannelse. Sidste år lå tallet på 3.408 ansøgere.
Den faldende interesse for it-uddannelserne er noget, der bekymrer Dansk Erhverv og IT-Branchen.
”Erhvervslivet mangler allerede i dag ingeniører, økonomer og ikke mindst it-specialister, derfor er det stærkt bekymrende, at søgetendensen er for nedadgående. Verden, Danmark og dansk erhvervsliv står midt i en rivende digital udvikling. Vi har allerede i dag stor mangel på it-specialister, så bliver det et kæmpe problem," lyder det fra Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, i en meddelelse.
Han mener, at det i sidste ende kan komme til at koste dansk erhvervsliv og dermed det danske samfund dyrt. Han opfordrer derved alle aktører på oprådet til at komme op i gear for at vende udviklingen.
Mens der er et større fald af ansøgere til it-uddannelserne, så er faldet mindre hos de samlede videregående uddannelser. Det samlede tal lyder på 93.388, hvilket svarer til en procent færre end i 2020.
Dansk Erhverv og IT-Branchen henviser til en ny rappport fra Iris Group, HBS Economics og IDA, der peger på, at Danmark kommer til at mangle op mod 22.000 it-specialister i 2030.
Samtidig viser nye tal, at branchen i øjeblikket står og mangler 7.600 it-folk, og det er noget, der bekymrer Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation hos IT-Branchen.
"Hele arbejdsmarkedet skriger efter it-specialister. Næsten halvdelen af de danske it-virksomheder har helt måtte opgive at besætte stillinger, fordi der simpelthen ikke er folk nok på markedet," siger hun og tilføjer:
"Det koster vækst ikke bare i it-branchen, men i hele det erhvervsliv, der har så hårdt brug for at komme videre. Det betyder også, at vejen tilbage til fuld vækst i dansk erhvervsliv bliver længere."
IT-Universitet bliver stadig mere populær
Blandt de 25 mest ansøgte uddannelser findes datamatiker, men her er antallet af ansøgere faldet fra 1.557 i 2020 til 1.389 ansøgere i 2021.
Hos IT-Universitet er der dog en fremgang at spore hos antallet af ansøgere. Sammenlagt sendte 804 en ansøgning afsted med ITU som førsteprioritet. Det er 47 flere end sidste år. Det er en udvikling, om både Dansk Erhverv og IT-Branchen er begejstrerede for.
Ansøgerne til landets videregående uddannelser får svar på deres ansøgninger 28. juli. Her vil det stå klart, hvor mange der ender med at komme ind på de it-relaterede uddannelser.
Sidste år steg optaget på STEM-uddannelserne med 9 procent fra 2019 til 2020, viser tal fra forsknings- og uddannelsesministeriet.
Optaget indenfor de it-relaterede uddannelser på STEM-området steg samtidig med 13 procent.