Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som i dag er udvalgt, sammensat og skrevet af din altid morgen-friske morgen-vært på morgen-kvisten, Dan Jensen.
Om få timer afsiger Østre Landsret dom i logningssag
Om få timer afsiger Østre Landsret planmæssigt dom i den sag, som aktivister fra gruppen “Foreningen mod Ulovlig Logning” har anlagt mod Justitsministeriet.
Foreningen med jurist Rasmus Malver i spidsen vil have dom for, at det er ulovligt, at teleudbyderne gemmer data om den kommunikation, som danskerne har gennem deres netværk.
Rasmus Malver er på Twitter allerede sejrssikker. “Vi skriver danmarksshistorie og sætter en entydig grænse for #dkpols magt,” skriver han her.
Sagen har været i gang i årevis. Rasmus Malver stævnede Justitsministeriet for tre år siden.
Det kan du læse mere om her: Rasmus stævner justitsministeren i dag for ulovlig logning: "Jeg ved, at vi kommer til at vinde".
Dommen afsiges klokken 10:00, og Computerworld følger selvfølgelig sagens udvikling.
Orderyoyo overtegnet med 550 procent før børsnotering
Den danske cloudbaserede take away-løsning Orderyoyo melder om massiv overtegning op til noteringen på minibørsen First North.
Selskabet - der har blandt andet Preben Damgaard i investor-kredsen - havde som mål at sælge aktier for 21,9 millioner kroner i den indledende tegnings-periode til nye investorer, mens en række tidligere investorer havde forhåndstegnet aktier for 37,5 millioner kroner.
“Da den offentlige udbudsperiode sluttede natten til fredag i sidste uge, var der kommet tilsagn for 142,4 millioner kroner svarende til en overtegning på 120,5 millioner kroner eller 550 procent i forhold til de resterende 21,9 millioner kroner, der var i det offentlige udbud,” meddeler selskabet.
Pengene, som hentes på noteringen, skal investeres i at øge salg og marketing, ekspandere ind i nye markeder og videreudvikle selskabets softwareløsning.
Orderyoyo med CEO Søren Gammelgaard i spidsen er for tiden tilstede i Danmark, Storbritannien og Irland. Forude venter ekspansion i Tyskland.
Du kan læse mere om planerne hos Orderyoyo her.
Apple arbejder måske på større iPads
Apple kan være i gang med at udvikle en større iPad med en skærm på mellem 14” og 16”. I dag har iPad en skærm på 12,9”.
Vi skriver ‘kan være,’ for historien er ikke dokumenteret og stammer fra den (dog anerkendte) amerikanske Bloomberg-skribent Mark Gurman, der udsender et meget læst nyhedsbrev, der hedder Power On.
Han skriver i dette nyhedsbrev at hans kilder meddeler ham, at Apple vil lancere de store iPads i 2022 - men at det (selvfølgelig) godt kan være, at de aldrig vil se dagens lys.
“En stor iPad vil være perfekt for mange mennesker - inklusive mig,” skriver han.
SKI flytter til større lokaler - rykker til Valby
SKI vil anvende noget af sommeren til at flytte adresse fra de nuværende lokaler på Islands Brygge i København til Valby, der ligger i udkanten af København. Her bliver den nye adresse fra 16. august Pakkerivej 6.
SKI har boet på Islands Brygge i 15 år, men lokalerne er blevet for trange.
SKI har blandt andet brug for plads til at kunne mødes med kunder, leverandører og samarbejdspartnere.
“Vi mødes i ekspertgrupper og strategigrupper, til netværksmøder, info- og temamøder. Inddragelsen af kunder og andre samarbejdspartnere er vokset støt over de senere år, og de nye lokaler understøtter, at vi fortsat kan udvikle dette samarbejde,” lyder det fra indkøbsorganisationen.
Du kan læse mere om flytteplanerne hos SKI her.
Facebook runder en værdi på en billion dollar
Facebooks aktiekurs steg mandag fire procent, og det betød, at selskabet nu for første gange runder en markedsværdi på en billion dollar.
Det svarer til en million million eller tusind milliarder dollar - hvad man nu synes er bedst.
Til sammenligning er det blot få dage siden, at Microsoft for første gange rundede en markedsværdi på to billioner dollar. Apple rundede to billioner dollar i sommer som det første selskab i verden.
Det kan du læse mere om her.
De to øvrige amerikanske tech-kæmper - Amazon og Alphabet - har en markedsværdi på henholdsvis 1,8 billioner og 1,6 billioner dollar.