Google vil fortsætte med at anvende cookies til at tracke sine Chrome-brugerne i flere år endnu.
Det var egentlig planen, at Google ville stoppe med at tracke brugerne med brug af cookies om et halvt års tid, nemlig i begyndelsen af 2022.
Men sådan kommer det ikke til at gå. Google har nemlig udskudt planen. Det betyder, at selskabet nu tidligst i slutningen af 2023 vil droppe brugen af tredjepart cookies.
Disse cookies er i dag en vital del af Googles annonceforretning.
De såkaldte tredjepart-cookies anvendes nemlig til at følge brugernes færden på tværs af websites på internettet, når de anvender Chrome, der er verdens mest udbredte browser.
Google meddelte i marts, at selskabet ville stoppe med at anvende de pågældende cookies.
Ifølge selskabet skyldes beslutningen om at udskyde skrotningen af disse cookues, at medier, annoncører og andre har brug for mere tid til at gøre sig klar til Googles afløser for tredjeparts-cookies, der skal tage særlige hensyn til brugernes privatliv.
Det nye system kalder Google for ‘Privacy Sandbox’.
“Selv om der sker markante fremskridt med dette initiativ [‘Privacy Sandbox,’ red], så står det nu klart, at der er behov for mere tid i hele økosystemet til at få tingen på plads,” meddeler Google i en blogpost, som du kan læse her.
Selskabet meddeler, at der er behov for, at udviklingen finder sted i et ‘mere ansvarligt tempo.’
Det skal blandt andet sikre, at der er tid til at forhandle med både annoncører samt ikke mindst offentlige myndigheder, som for tiden interesserer sig meget for Googles nye politikker på området.
“Det er nødvendigt for at undgå at sætte mange web-selskabers forretningsmodeller i fare,” lyder det fra Google.