Natten til fredag denne uge kunne Elon Musk og hans elbil-selskab Tesla løfte sløret for den ekstremt motoriserede ’Plaid’ version af selskabets største luksussedan, Model S.
Ved lanceringseventet i Californien, kunne de første 25 kunder hentes deres vilde Model S og trille hjem med dem
Model S Plaid byder på sammenlagt over 1020 elektriske heste, fordelt på tre motorer, som kan ekspedere kareten fra 0 til 100 i timen på afsindige 2,1 sekunder.
Holder du sømmet nede, vil Model S Plaid takket være de mange heste og en uhyre lav vindmodstand på 0,21 kunne fortsætte videre op til 322 i timen, forudsat at den ekviperes med de rette dæk.
Den vindglatte profil bidrager også til at give en rækkevidde på 628 kilometer. Under optimale forhold lover Tesla, at der kan tankes op til 300 kilometer kørsel på bare 15 minutter.
Sikkerheden skulle ifølge Elon Musk matche ydelsen: ”Den er hurtigere end nogen Porsche og mere sikker end nogen Volvo,” forsikrer Tesla-chefen.
Bilen kan bestilles på Teslas hjemmeside fra i dag, til priser fra 1.231.412 kroner- godt 400.000 kroner mere end den almindelige Model S.
Ønsker du øget automatisering under kørslen kan ’Enhanced Autopilot’ tilkøbes for 29.200 kroner, mens den ’Fuldt selvkørende egenskaber’ pakken løber op i 58.300 kroner.
Bilen forventes klar til levering fra første kvartal 2022.
Drømme-headset? Sony er ude med et overbevisende bud
Når musikken skal være trådløs, bærbar, vellydende og desuden være fri for omverdenens larm, er der ingen vej udenom den seneste generation af fuldt trådløse headsets.
Særligt Sonys nyligt annoncerede WF-1000XM4 kandiderer til at blive en af klassens mest lovende bud, da det tager udgangspunkt i de vellidte 1000XM3, som i forvejen har bygget ovenpå Sonys efterhånden mangeårige erfaring indenfor fuldt trådløs lyd.
Seneste kuld skulle dog byde på en markant overhaling, med en kasse der fylder 40 procent mindre, otte timers afspilning per opladning og IPX4-certificering, der skulle give en vis tæthed mod sprøjt og stænk.
Sonys nye headset debuterer allerede denne uge til en pris på 1.990 kroner.
OnePlus Nord CE er selskabets nye prisstærke 5G-mobil
OnePlus beviste sidste år med sin ’Nord’ telefoner, at high-end funktioner som 90Hz skærme og 5G kunne finde vej til mere prisvenlige telefoner.
Tricket forsøges igen i år, hvor OnePlus nu er ude med en såkaldt CE eller ’Core Edition’ af sin Nord-telefon.
Her diskes op med 6,4” tommers 90Hz AMOLED skærm, en Snapdragon 750G octa-core processor med 5G-modem samt et 4.500 mAH batteri, der kan lynoplades.
Dertil følger en kamerapakke med tre moduler, en otte megapixels ultra-wide optik et hovedkamera med 64 megapixels samt et tilhørende dybdesensor med to megapixels til portræteffekter.
Prisen får dog et nøk nedad – mens Nord serien sidste år debuterede ved 3.299 kroner for en model med otte gigabyte ram og 128 gigabyte lager er der her barberet over fem hundrede kroner for en tilsvarende model, som løber op i 2.699 kroner. Der kan tilmed spares yderlige 200 kroner, ved at nøjes med seks gigabyte ram.