Jeff Bezos har netop afholdt sit sidste møde for Amazons aktionærer som CEO.
Han er nemlig på vej til at forlade posten som topchef for Amazon-imperiet, han selv stiftede tilbage i 1994.
CNBC skriver, at Jeff Bezos fremhævede selskabets succeser de senere år, men erkendte samtidig, at selskabet står med nogle udfordringer.
Samtidig satte topchefen dato på, hvornår han fratræder rollen som administrerende direktør.
5. juli 2021 er hans sidste dag på hjørnekontoret. Det er samme dato, som han stiftede Amazon på for 27 år siden. Herefter overgår han til rollen som bestyrelsesformand for selskabet.
Ved Jeff Bezos' afgang står Andy Jassy Klar til at overtage roret. Det er Amazon Web Services' tidligere CEO, der nu skal gå i front for den samlede koncern.
"Han har de højeste standarder, og jeg garanterer, at Andy aldrig vil lade universet gøre os gennemsnitlige,” fortalte Jeff Bezos om den tiltrædende CEO på investormødet, skriver CNBC.
Vil stadig arbejde på Amazon-projekter
Jeff Bezos overraskede aktionærer, medarbejdere og omverdenen, da han 2. januar i et brev meddelte, at han ville aftræde som topchef.
Han gjorde det dog klart, at han fortsat vil være engageret i forskellige Amazon-projekter, og at dette tronskifte ikke er en ensbetydende med, at han går på pension. Tværtimod.
57-årige Jeff Bezos får nu mere tid til at fokusere på sit rumfartsselskab Blue Origin, sin avis The Washington Post samt de to fonde, Bezos Earth Fund og Amazon Day 1 Fund.
Amazon landede en omsætning for 2020 på 386 milliarder dollar, eller hvad det svarer til 2.376 milliarder kroner. Det er en stigning på hele 37,6 procent i forhold til 2019.
Det var absolutte rekorder, der blev slået i det aktuelle regnskab. Alene i fjerde kvartal af 2020 landede selskabet en omsætning på mere end 100 milliarder dollar, hvilket er første gang i Amazons historie.
Overtager Hollywood-filmstudie
Få timer inden aktionærmødet onsdag aften amerikansk tid kunne Amazon løfte sløret for selskabet seneste opkøb.
Overtagelsen af MGM er det næststørste i Amazons historie, kun overgået af Whole Foods-opkøbet tilbage i 2017, hvor selskabet betalte astronomiske 13,7 milliarder dollar for supermarkedskæden.
I forbindelse med opkøbet oplyser Amazon, at ambitionen med MGM er at drage fordel af selskabets historie og enorme bagkatalog med 4.000 film og 17.000 tv-shows i banken.
Derved får streaming-tjenesten Amazon Prime Video, der har 200 million abonnenter, en solid vitaminindsprøjtning. MGM står blandt andet bag James Bond-produktionerne.