I et opslag på Twitter skriver Microsoft-stifteren, at hans ægteskab med hustruen Melinda slutter efter ‘en masse overvejelser og en masse arbejde på vores forhold.’
Bill og Melinda Gates står med Bill Gates enorme formue som ballast sammen bag en af verdens allerstørste velgørende organisationer, The Bill & Melinda Gates Foundation.
“Vi deler fortsat troen på denne opgave og vil fortsætte vores arbejde sammen,” skriver Bill Gates.
Det kommer dog ikke til at ske i ægteskabets rammer,
“Vi kan ikke længere udvikle os sammen som par i denne næste fase af vores liv,” lyder det fra Bill Gates.
Gates-parret er i sagens natur et kendis-par i USA, der begge har udgivet bøger om deres liv og gerninger. Melinda Gates udgav i fjor bogen The Moment of Lift om sit liv.
Her skriver hun blandt andet, at hun kæmpede med at skulle gå hjemme og opdrage tre børn og at hendes rolle i The Bill & Melinda Gates Foundation - hvor hun deler positionen som ansvarlig med Bill - var godt for deres forhold.
“Han var nødt til at lære at få en jævnbyrdig, og jeg var nødt til at lære at blive en jævnbyrdig,” skriver hun blandt andet.
Anmoder om plads
Bill Gates anmoder i sit opslag om plads til privatliv i familien til at ‘begynde at navigere i dette nye liv.’
Den i dag 65-årige Bill Gates mødte den i dag 56-årige Melinda i 1987, da hun var ansat som product manager i det fremadstormende Microsoft, som han dengang var administrerende direktør for.
De mødtes her til en forretningsmiddag i New York, hvor de kom til at sidde til bords sammen.
Bill Gates har siden fortalt, at de hurtigt vandt sympati for hinanden, og at der i kraft af ikke mindst hans position som stifter og direktør af det mægtige firma kun var to muligheder for ham: Enten at stoppe forholdet eller at blive gift,
Melinda Gates greb opgaven systematisk an, har hun fortalt.
Hun udarbejdede kort og godt to søjler på et white board med ‘fordele’ og ‘ulemper’ ved at danne par med Bill Gates. Her endte det med flest fordele.
Bookede alle helikoptere
De to blev gift i 1994 på Hawaii. Rygterne sagde dengang, at de havde lejet samtlige helikoptere på Hawaii - der jo ligger isoleret i Stillehavet - for at undgå uvelkomne fotografer fra luften.
De har sammen tre børn, døtrene Jennifer Kathrarin Gates (25 år) og Phoebe Adele Gates (18 år) og sønnen Rory John Gates (21 år).
Bill Gates har i mange år været verdens rigeste person, men er i de senere gradvist gledet ned af listen - blandt andet i takt med, at han med Bill & Melinda Gates Foundation har solgt ud af sin fortsat betydelige aktieformue i Microsoft.
Han er i dag således ‘kun’ verdens fjerderigeste person med en formue på omkring 124 milliarder dollar.
Også verdens i dag rigeste mand - Amazons Jeff Bezos - blev skilt fra sin hustru gennem mange år for et par år siden.
Det kan du læse mere om her: Skilsmisse-aftale på plads: Jeff Bezos beholder kontrollen over Amazon - konen får 245 milliarder kroner
Bill & Melinda Gates Foundation blev stiftet i 2000 og fokuserer med formue på mange milliarder dollar på at støtte projekter indenfor især sundhed, uddannelse og klima-forandringer.