Brugerne af Apples musikstreamingtjeneste Apple Music vil fra juni få adgang til lyd i højere kvalitet end hidtil, og det sker uden, at det kommer til at påvirke abonnementsprisen.
Det oplyser Apple i en pressemeddelelse.
Her oplyser Apple, at Apple Music vil understøtte såkaldt Spatial Audio og Dolby Atmos, hvilket kommer til at give brugerne et dybere og mere omfangsriget lydbillede, hvor de ifølge Apple vil virke som om, at lyden kommer fra alle sider.
Oliver Schuss, der er direktør for Apple Music og Beats, betegner ifølge en pressemeddelelse den nye lydfunktionalitet som Apple Musics hidtil største opgradering af lydkvaliteten.
”Når du lytter til en sang i Dolby Atmos er det som magi. Musikken kommer fra alle steder omkring dig, og det lyder helt utroligt. Nu giver vi vores lyttere – med musik fra deres favoritkunstere – sand innovation og et dybere lydbillede,” siger han.
Den nye lyd-teknologi vil blive gjort automatisk tilgængelig for brugere med Airpods- og Beats-høretelefoner, der er udstyret med Apple H1 eller W1-chip, samt på de indbyggede højttalere i nyere iPhones, iPad og Mac-computere.
Folk der bruger høretelefoner af andre mærker, som understøtter Dolby Atmos, skal selv slå funktionen til på deres Apples-enheder.
Vil tilbyde lyd i lossless
Udover den nye lydteknologi vil Apple også begynde at gøre musiknumre tilgængelige i såkaldt lossless kvalitet, hvor lyden ikke er komprimeret, men har præcis samme kvalitet, som den har i musikstudiet.
Ifølge Apple vil mere 75 millioner numre blive gjort tilgængelig i Lossless Audio, mens Apple oplyser, at det i første omgang kun vil være tusindvis af sange, der understøtter Spatial Audio med Dolby Atmos. Apple oplyser dog, at der løbende vil blive tilføjet nye sange, der understøtter Spatial Audio.
Alle brugere af Apple Music vil få adgang til både Spatial Audio og Lossless Audio, og det vil således ikke kræve et dyrere abonnement.