Den ellers så dominerende chip-kæmpe Intel har i et stykke tid døjet med at følge med konkurrenterne, når det gælder ydelse og strømforbrug.
På de ene front er ærkerivalen AMD begyndt at stikke af med sin seneste Ryzen-processorer, som tilbyder både mange processorkerner og lavt strømforbrug, mens Intel på den anden side klemmes af ARM-baserede processorer, såsom Apples M1-processor som kan levere usædvanlig høj performance med minimal strømforbrug.
Intel giver dog ingenlunde op, hvilket selskabet demonstrerer med sin nye kollektion af laptop-CPU’er, som er tiltænkt særligt performance-maskiner: Intels ’H’-serie af 11. generation Core-processorer.
Næsten 20 procent kvikkere
Intels nye processor-serie tilbyder nu mellem fire og otte regnekerner med frekvenser, der variere mellem 1,9 og 5,0 GHz.
De højeste frekvenser skulle ifølge chip-giganten sikre, hvad Intel kalder for den højeste ’enkel-trådet’ ydelse i markedet – en fordel til særligt spil, som ikke alle er lige gode til at udnytte alle regnekerner.
Samtidig skulle forbedringer i selve arkitekturen og den relativt nye 10 nanometer produktionsprocesser gøre, at de nye processorer yder omkring 19 procent højere end forgængeren ved en given frekvens.
Sammenlignet med den kraftigste mobil-processor til dato, AMD’s Ryzen 9 5900HX, skulle Intels nye top-processor, en Core i9-11980HK, yde 20 procent bedre i spil, skriver chip-mediet Anandtech.
Der er dog tale om Intels egne tal, og det fremgår ikke hvorvidt sammenligningen foregår ved tilsvarende strømforbrug, noterer mediet.
Læs også: Her er den nye CPU-konge til klodens stærkeste maskiner
Højt strømforbrug
Netop strømforbruget fra de nye maskiner gør, at de alene er møntet på performance-maskiner, hvor de vil sameksistere sammen med dedikerede grafikkort, såsom Nvidias nyligt annoncerede Geforce RTX 3050 Ti. Det ses blandt andet i de ombordværende grafikchip, som blot tilbyder 32 grafiske Xe-regnekerner mod op til 64 i Intels mere strømvenlige 11. generations processorer fra vinteren.
Intels nye processorer kan indstilles til at trække mellem 35 og 65 watt, hvilket gør dem uegnet til slanke og lette maskiner, hvor processorer typisk kun får lov at trække 15 til 25 watt.
Enkelte modeller bliver en ’Core i7-11375H SE’ kan rettere sammenlignes med tunede versioner af Intels 11. generations ’Tiger Lake’-processorer. Her leveres blot fire regnekerner, men med højere frekvenser, da processoren kan trække op til 35 watt.
Ifølge Intel vil de nye processorer kunne indgå i enheder, der strækker sig fra ultrabærbare performance-maskiner op til sværvægter gaming-maskiner, der kan game i 4K ved 120Hz.
Med det høje strømforbrug følger nye muligheder for at slutte stærke komponenter til maskinerne via blandt andet 20 PCI-e 4.0 samt 24 PCI-e 3.0 kanaler og understøttelse af blandt andet 360Hz skærmpaneler, RAID0 lager samt Intels XTU-overclocking.
Et væld af maskiner
Intels nye processor-kollektion er allerede nu på vej i over 80 forskellige maskiner fra en bred stribe af producenter.
Således kan der ses frem til blandt andre nye Dell XPS 15 og 17 maskiner, nye HP Zbook Studio G8 eller Razers Blade 15 samt en række nyheder fra blandt andre Lenovo, MSI og Alienware.
Læs også: Vi prøver klodens letteste kontor-laptop: Med HP Probook 635 Aero G7 har du ingen undskyldninger