Selvom digitaliseringen er blevet accelereret voldsomt i løbet af det seneste år, så står det skidt til blandt de mindre virksomheder i Region Syddanmark.
Halvdelen af de små og mellemstore virksomheder i regionen har et lavt digitaliseringsniveau. Det viser en undersøgelse fra Erhvervshus Fyn og Erhvervshus Sydjylland, der tilsammen dækker Region Syddanmark.
Værst ser det ud i Sydjylland, hvor det er 51 procent af virksomhederne, der er lavt digitaliseret. Lidt bedre går det med digitaliseringen på Fyn. Her lyder tallet på 41 procent.
Undersøgelsen, der er foretaget blandt 965 virksomheder, viser endda at digitaliseringen er fladet i løbet af de seneste tre år.
Antallet af virksomheder, der er lavt digitaliserede er nemlig faldet med fem procentpoint siden 2018.
Det sker selvom virksomhederne samtidig vurderer, at barriererne for rent faktisk at blive digital er sænket markant i forhold til 2018.
Adgangen til spicalister inden for it er den største barriere for virksomhederne, men det problem er kraftigt forbedret på to år.
Meget nemmere adgang til digitalisering
I 2018 svarede 22 procent, at adgangen til kvalificeret arbejdskraft var et problem for at digitalisere virksomheden. I dag er det kun 11 procent, der oplever det som en begrænsning.
Derfor opfordrer de to erhvervshuse bag undersøgelsen, at virksomhederne i Syddanmark slår til nu.
"Digitale teknologier og processer er virksomhedernes vej til bl.a. kriserobusthed og muligheder for eksport og vækst. Dermed er det en af de mest effektive veje til at sikre, at Fyn og Syddanmark ikke halter bagud," siger borgmester i Nyborg Kommune, Kenneth Muhs (V), der er formand for Erhvervshus Fyn og tilføjer:
"Det er derfor afgørende, at de syddanske virksomheder sætter mere turbo på deres digitalisering, og vores nye undersøgelse viser tydeligt, at de oplever langt færre barrierer for digitalisering end tidligere. Så vinduet er åbent nu."