Den svenske detailkæde Kjell & Company overtager en af Danmarks største internetforhandlere af elektronik-udstyr, AV-Cables, skriver Finans.
Sælgeren er Christian Damgaard Møller, der grundlagde selskabet i 2006, hvor han begyndte at sælge udstyr hjemme fra sit parcelhus i Horsens.
Han har hidtil været eneejer af AV-Cables via holdingselskabet CDM Holding 2016.
Siden er det gået slag i slag. Selskabets drives i dag fra et stort lagerhus i Hornsyld syd for Horsens.
Christian Damgaard Møller fortsætter som direktør i selskabet under det nye ejerskab.
"De køber ikke vores brand for at lukke det. De skal bygge os videre," siger han til avisen.
Han siger til avisen, at AV-Cables har brug for at få nye ejere ind for at få den rette viden og den rette ballast til at komme videre.
Kjell & Company sælger som AV-Cables elektronik-udstyr. Det svenske selskab er ejet af kapitalfonden FSN samt de svenske grundlæggere.
Kjell & Company-kæden består i dag af mere end 120 butikker i Norge og Sverige.
AV-Cables omsatte i 2020 for omkring 200 millioner kroner og landede en bruttofortjeneste på 45,6 millioner kroner og et overskud på 24,6 millioner kroner.
Selskabet beskæftiger i dag omkring 35 medarbejdere.