Godmorgen og velkommen til onsdagens morgen-briefing.
Dagens tidlige nyhedsoverblik er sammenstrikket af Rasmus Ferdinand Ginman.
Rigtig god læselyst.
Dansk SaaS-selskab lander investering på 22 millioner
Det danske SaaS-selskab Learningbank har netop hentet 22 millioner kroner i en investeringsrunde.
Det oplyser selskabet i en meddelelse.
Tilbage i februar indledte selskabet investeringsrunden, der skulle sikre frisk kapital til at styrke Learningsbanks digitale læringsplatform.
Målet lød på 19 milloner, men i sidste ende det beløbet på 22 millioner kroner. Eksisterende investorer og vækstfonden har støttet op om kapitalrejsningen.
Men den største del af investeringen kommer fra et dansk "family office", lyder det.
“Den nye investor var et match ved første møde,” siger Stine Schulz, CEO og stifter af Learningbank.
Learningbank blev stiftet i 2015 og har i dag over 40 ansatte.
Amerikansk advokatkæmpe åbner kontorer med software fra Aalborg
Software fra aalborgensiske AskCody skal være med til at sikre en ansvarlig kontoråbning hos en amerikansk advokatkæmpe.
Shook, Hardy & Bacon LLP har nemlig valgt AskCody som leverandør af en ny meeting management-løsning.
Løsningen skal sikre, at advokatfirmaet efter genåbningen har styr på sine mødelokaler på tværs af 15 kontorer i USA og Europa, oplyser AskCody i en meddelelse.
Før corona blev AskCodys software anvendt til planlægning og afholdelse af mere end en halv millioner møder om måneden. Dette tal er steget under pandemien, da erhvervslivet holder flere mindre møder, lyder det.
"Vi er enormt glade for den her ordre, for med nedlukningen af så mange kontorer rundt om i verden, frygtede vi for et år siden, hvad der ville ske med brugen af vores løsning. Ikke desto mindre har vi set antallet af møder i AskCody stige, fordi vores kunder holder mange flere små møder, hvor man kombinerer online med fysiske møder," siger Allan Mørch, CEO i AskCody, i meddelelsen.
Sentia henter ny kommerciel direktør
Fremover er det David Lange, der er Sentia Danmarks kommercielle direktør.
Den nye skikkelse i ledelsen tiltræder stillingen 1. april 2021.
Han kommer senest fra Fujitsu Danmark, hvor han bestred stillingen som Country Sales Director for den danske og grønlandske afdeling.
Tidligere i karrieren har han blandt andet været hos hos KMD.
"Jeg glæder mig til at være en del af den rejse Sentia er på, sammen med Sentias dygtige medarbejdere og ledelse, hvor jeg med min erfaring fra nationale og internationale it-virksomheder kan være med til at bidrage og eksekvere på den strategi og vækstplan, der er lagt for Sentia," siger David Lange i en pressemeddelelse.
Risma Systems børsdebut bød på mindre stigning
Tirsdag havde it-selskabet Risma Systems første handelsdag på Nasdaq First North-børsen.
Efter et fald på omkring seks procent efter den første times handel stabiliserede aktien sig igen.
Aktien sluttede dagen med at en stigning på 1,12 procent.
Da børsklokkerne ringede klokken 09.00 tirsdag morgen lå aktiekursen på 8,9 kroner. Da børsen lukkede klokken 17.00 lå aktiekursen på ni kroner.
Risma står bag en cloudbaseret softwareløsning til håndtering af GRC (governance samt risk og compliance).
Selskabet med direktør og stifter Lars Nybro Munksgaard i spidsen vil anvende kapitalen fra børsnoteringen til international ekspansion i især Sverige og Norge.
Risma hentede 40 millioner kroner i tegningsperioden inden noteringen. Her kunne investorer købe aktier til 9,5 kroner stykket, og samlet blev 50,2 procent af alle aktier solgt.
Joe Biden indstiller tech-kritiker til konkurrence-kommission
USA's præsident, Joe Biden, har udnævnt Lina Khan som kommissær i Federal Trade Council (FTC), der er de amerikanske konkurrencemyndigheders kommission.
Ifølge Reuters er Lina Khan en velkendt skikkelse i antitrust-bevægelsen, der forholder sig kritisk til techgiganterne.
Hun er lektor i jura i ved Columbia University Law School, hvor hun underviser og skriver om monopolret og lovgivning om infrastruktur.
Senatet, et af USA's to lovgivende kamre, skal først godkende indstillingen fra Joe Biden.
Da hun blot er 32 år, vil hun blive den yngste FTC-kommissær nogensinde, fremgår det.