Godmorgen og velkommen til mandagens morgen-briefing her fra redaktionen.
Denne uge er det Rasmus Ferdinand Ginman, der står for orkestreringen af den tidlige nyheds-symfoni fra it-verdenen.
I dagens udgave skal vi se på den kommende coronapas-app, kinesiske spionageanklager og en millioninvestering i det svenske.
Rigtig god læselyst.
Elon Musk afviser spionageanklager fra Kina
Elon Musk afviser, at Teslas elbiler bruges til at spionere i Kina.
Udmeldingen sker efter, at det kinesiske militær har bandlyst brugen af Teslaer på militære områder, skriver BBC.
Militæret har nemlig rejst sikkerhedsbekymringer omkring den data, som elbilerne indsamler via de installerede kameraer.
"Hvis Tesla brugte biler til at udspionere Kina eller andre, ville vi blive lukket," understregede han.
Ib Kunøe køber Columbus-aktier for millioner
Sidste uge købte Ib Kunøe op i Columbus, hvor han er bestyrelsesformand og storaktionær.
Torsdag 18. marts købte han 250.000 Columbus-aktier for godt 3,6 millioner kroner gennem sit holdingselskab Consolidated Holdings.
Fredag købte han yderligere 98.000 aktier for 1,5 millioner kroner.
For nyligt fremlagde Columbus årsregnskab for 2020. Her fremgik det, at Ib Kunøe sidder på 46,25 procent af selkabets aktier gennem sit holdingselskab.
15. marts meldte Columbus ud, at selskabet vil udbetale et ekstraordinært udbytte i år til dets investorer, der samlet løber op i 747 millioner kroner.
Selskabets bestyrelse foreslår at udbetale seks kroner per aktie, hvilket svarer til omkring halvdelen af den enkelte akties værdi. Dette skal dog først godkendes på selskabets generalformsaling 27. april.
Det kan du læse mere om her: Columbus forgylder sine ejere: Vil betale 747 millioner kroner i udbytte efter salg af To-Increase
Facebook ramt af stort nedbrud
Fredag aften blev Facebook ramt af et stort nedbrud, der påvirkede tjenesterne Instagram, Messenger og WhatsApp.
Nedbruddet blev opdaget omkring klokken 18.00 og blev løst godt en time senere, skriver CNBC.
"Tidligere i dag var et teknisk udfald skyld i, at flere have problemer med Facebooks services. Vi har løst problemet for alle, og vi beklager ulejligheden," lød det fra en Facebook-talsperson fredag aften.
Ifælge Downdetector meddelte titusindvis af brugere, at de oplevede problemer med platformene. Flest indberetninger fandt sted mellem 18.00 og 18.30.
Finansministeren har høje forventninger til coronapas-app
Finansminister Nicolai Wammen (S) har høje forventninger til den kommende coronapas-app.
Det fortalte han ved et doorstep fredag eftermiddag kort efter, at Netcompany og Trifork var blevet udnævnt som leverandører at det digitale coronapas, skriver Ritzau.
"Jeg har store forventninger til, at de vil levere et godt produkt, og at vi vil følge tidsplanen," lød det fra ministeren, der fortsatte.
"Og dermed at vi får et coronapas, som vil være et vigtigt værktøj i forbindelse med genåbningen af det danske samfund, og som gør, at vi hurtigere og mere effektivt end ellers vil kunne åbne op og også vil kunne komme ud i verden efterfølgende."
Netcompany skal udarbejde appens front- og backend, hvor Trifork skal udvikle den underliggende sundhedsdatainfrastruktur.
Læs mere her: Netcompany og Trifork vinder lynudbud om digitalt coronapas: Ny app skal være klar til maj
Teleselskabet 3 går ind i e-sport med nyt partnerskab
Teleselskabet 3 er på vej ind i e-sportsmarkedet via et nyt samarbejde.
Selskabet har nemlig indgået aftale med Gamerzclass, der står bag en hurtigvoksende computerspilsplatform.
Gamerzclass tilbyder træningsmateriale og onlinekurser i de mest populære computerspil sammen med professionalle e-sportsudøvere, skriver Børsen. "Vi har arbejdet med Gamerzclass, fordi vi synes det lød interessant, at man kan uddanne sig inden for e-sport, og at det foregår digitalt," siger Jesper Bennike, direktør for 3's privatmarked, til mediet.
Samtidig skal partnerskabet hjælpe Gamerzclass med at penetrere det danske marked. Selskabet har oplevet stor kundetilstrømning i løbet af 2020, hvilket førte til en tredobling af forretningen, lyder det.
Gamerzclass har i dag over 175.000 brugere og kommer i 2021 til at øge deres tilstedeværende i USA, Storbritannien og Rusland.