Hvis man har fulgt de sidste mange spilanmeldelser her på siden, vil man også have læst hvordan betegnelser som “roguelike” og “roguelites” i stigende grad fylder mere og mere i spillandskabet.
Der er masser af forskellige fortolkninger af det regelsæt som det klassiske eventyr Rogue oprindeligt grundlagde hele vejen tilbage i 1980, men fælles for stort set dem alle sammen er at man bedes starte helt forfra når noget går galt – sådan forholder det sig også i Curse of the Dead Gods.
I støvlerne på en eventyrer for hvem ingen fælder eller forbandelser er nok til at stoppe jagten på den næste store skat, sendes man gennem tre forskellige typer templer, der differentierer sig i form af fjender, fælder og omgivelser. Lidt efter lidt åbner man op for muligheden for selv at kunne vælge sin egen rute, men fra starten er der kun vej, hvilket er udviklerens måde at tage spilleren i hånden på.
Der er således en del forskellige mekanikker at lære før man forstår det hele, men heldigvis er de snoet så godt sammen at man hurtigt kan give sig i kast med det hele.
Som i Dark Souls-serien er kampsystemet bundet op omkring et udholdenhedssystem, hvor fem prikker under helten indikerer hvor meget udholdenhed han har tilbage, inden der skal tages en pause for at genoplade beholdningen. Hurtige slag tager kun en halv prik, mens mere potente af slagsen kræver en hel prik.
Udholdenheden dikterer dog samtidigt hvor hyppigt man kan bruge de livsreddende rullefald, og her begynder strategien i systemet for alvor at spille ind. Et perfekt timet rullefald kan således give lidt af udholdenheden tilbage, men langt mere effektivt er det hvis man har timingen til at parere et angreb. Den slags kræver nærmest perfekt timing og kendskab til de mange fjender, men belønner til gengæld med en stor portion udholdenhed og fjender der efterfølgende vil være modtagelige for angreb.
Udholdenheden er dog ikke det eneste der kan spænde ben for vejen gennem de forskellige templer. Mens livsbeholdningen naturligvis skal holdes intakt, er det mindst lige så vigtigt også at holde øje med de forbandelser der på alle tidspunkter forsøger at gøre udfordringen endnu større.
Hver gang man forlader et rum, beslutter sig for at ofre blod i stedet for penge for at købe en magisk genstand, eller blot bliver ramt af den forkerte type fjende, stiger mængden af den magiske korruption som templerne og deres fortabe sjæle på alle tidspunkter udgyder.
Skulle det blive for meget, får man en forbandelse pålagt sig der typiske gør fjenderne stærkere, fælderne mere ondskabsfulde eller måske i stedet går ud over guldbeholdningen. Det er muligt at indkassere op til fem forskellige forbandelser på en gang, og kommer man så langt er der chancerne for overlevelse nærmest ikke til at få øje på.
Ruterne gennem templerne har man selv lov til at vælge, og da hvert rum indeholder muligheden for en specifik kategori af opgraderinger, gør man bedst i at planlægge sin vej gennem det hele for at maksimere sine chance for overlevelse og gennemførsel.
Trods at man bedes starte forfra hver gang det går galt, kan man løbende åbne op for nye evner, våben og muligheder for bedre held på sine eventyr, hvis man har de rigtige ressourcer. Mest hyppige er de krystal-kranier som bruges til de mest gænge opgraderinger, mens jade-ringe åbner op for nye våben.
Opgraderinger står dog ikke til frit valg når man har låst op for dem, og indgår i stedet i en pulje af forskellige opgraderinger som man kan være heldig at finde på sin vej. Man kan altså under ingen omstændigheder købe sig til sejr, men i stedet blot flytte nogle af marginalerne over i egen favør.
Curse of the Dead Gods er et godt actioneventyr, der med høj sværhedsgrad, originale og gode mekanikker og et skarpt kampsystem, er underholdende fra start til slut. For de der allerede har set alt hvad Hades har at byde på (de to spil har mange ligheder) er her det potentielt næsten eventyr at give sig i kast med.