De fleste spil har det ganske naturligt med at sætte dig i helterollen, hvor du er den eneste der kan redde personer, nationer, verdner og galakser fra ondskabsfulde skæbner, uanset om fjenderne tæller diktatorer, gale videnskabsmænd eller måske endda fjender fra det ydre rum.
Som det også gælder i andre medier, er flere nye spil ganske vist begyndt at eksperimentere med helteroller der også har deres egne fallerede bagsider, men det gælder nærmest for alle udgivelser at hovedrolleindehaveren vil have gjort det hele godt igen når rulleteksterne smyger sig over skærmen til sidst.
På den måde adskiller Carrion sig radikalt fra det meste andet på markedet, for til trods for at hele oplægget er planket fra de bedste science-fiction/horror film, er der byttet om på helte- og skurkerollerne, således at du i form af et voldsomt rum-monster skal gøre livet så surt som muligt for alle de mennesker du møder på din vej.
Og blandingen af det velkendte der har fået et gevaldigt twist, fortsætter i resten af spillet. Banerne ligner således til forveksling omgivelserne fra klassiske actionspil, hvor platforme, nøglepaneler og hemmelige rum opfordrer til udforskning og intense kampe. Forskellen er dog i Carrion at de er lavet til dine fjender, altså den menneskelige stab af forskere og militærpersonale, som paniske forsøger at genstarte sikkerhedsprotokoller for at indespærre monstret der er sluppet løs.
Det hele er holdt på et 2D-plan, hvilket her er til spillerens fordel da det giver rig mulighed for at nærstudere dine omgivelser inden man listigt forsøger sit angreb. Til trods for at man er et monster bestående af fangarme, tænder og en enorm bevægelighed, er man nemlig stadig særdeles skrøbelig. De menneskelige fjender er føde og gør størrelsen og styrken på monstret større, men rammes man af for mange fjendtlige projektiler vil klumper af monstret hurtigt blive skudt af, hvilket efterlader en med kun en lille portion livsenergi tilbage.
Det kan derfor altid betale sig at kigge sig for inden man går i gang, og luftkanaler, mørke kroge og faldefærdige skakter viser sig hurtigt som perfekte steder hvorfra man kan angribe fjenderne en af gangen, i stedet for at lade dem koordinere deres modangreb.
Her er det også sjovt at opleve hvordan det hele organisk udformer sig som man har set i de fleste af de film de så tydeligt har inspireret det hele, og når de kampklædte soldater eksempelvis er skaffet af vejen, kan man både se og høre de resterende forskere gå i komplet panik fordi de godt ved hvad der venter.
For at tilføje det hele en smule dybde har udvikleren lænet sig op af Metroidvania-genren, hvor de evner der løbende optjenes åbner op for nye passager og hemmeligheder i tidligere besøgte områder. Carrion har dog meget mere travlt med at se frem end det har med at se tilbage, og langt det meste af spilletiden bliver derfor brugt på at finde nye og kreative måder at udnytte sine tillærte evner på.
Carrion er på sin vis dejligt original fordi det lader dig tage rollen over monstret i et spillet, uden at forsøge at forsøde det hele ved at filtrere det gennem en historie om et monster der bare gerne vil hjem eller lignende. I stedet får man her lov til at udgøre en helt igennem ondskabsfuld organisme der helt rimeligt spreder panik på alle tidspunkter.
Spilmæssigt kunne det have været skarpere med større adspredelse i opgaverne og lidt strammere banedesign, men grundideen, monsteret og det aldeles herlige sus det giver at storme igennem en klynge fjender uden de når at se hvad der sker, præcis som de ikoniske monstre gjorde det i Aliens og The Thing, bliver ved med at underholde hele vejen igennem spillet.
Læs også:Anmeldelse af Final Fantasy VII - Remake: En rollespils-gigant er endelig blevet vakt til live igen