The Handmaid’s Tale deler vandene som få andre serier. Nogle holder af den for at fremstille den mulige konsekvens af et USA overtaget af überkonservative, religiøse og kvindefjendske kræfter. Andre opfatter den som et manipulerende, ultrafeministisk og woke skræmmebillede af allerværste skuffe.
Der er dog ingen tvivl om, at serien ramte en nerve i et politisk splittet USA, da den havde premiere i april 2017, kun måneder efter Donald Trumps indsættelse.
Først og fremmest er den dog både velspillet, spændende, medrivende og ofte enormt ubehagelig. Serien har vundet et hav af priser, og nu er fjerde sæson på vej. HBO Nordic blænder op for de første tre afsnit 29. april; herefter frigives de resterende syv afsnit i sæsonen ugentligt.
For de, der ikke kender The Handmaid’s Tale, så bygger serien på en meget rost bog af samme navn fra 1985 skrevet af canadiske Margaret Atwood.
Handlingen udspiller sig primært i nationen Gilead, der udgør en stor del af det tidligere USA. Landet styres som et klassisk diktatur af en lille kadre af ”kommandører” – komplet med tortur, benhård censur og masser af uheldige borgere, der dingler fra lygtepælene.
Men nationen har det lille twist, at man håndterer en akut fertilitetskrise ved at tvangsindskrive frugtbare kvinder som fødemaskiner for den privilegerede overklasse.
Har disse slavebundne kvinder selv børn i forvejen, gives de væk til barnløse familier. De frugtbare ”handmaids” fratages deres identitet og får navn efter de kommandører, de tjener og skal føde børn til.
Dertil kommer masser af vagter med automatvåben samt kommandørernes privilegerede overklassefruer og en klasse af nådesløse ”tanter” som holder handmaids i skak for regimet med manipulation og vold. Endelig spiller de såkaldte Marthas, der fungerer som husslaver, også en betydelig rolle.
Der er selvfølgelig også den store middelklasse, der får det hele til at hænge sammen, men dem hører man ikke meget til. De er nu også lidt kedelige.
I serien møder vi hovedpersonen June, der nu hedder Offred (fordi ”hendes” kommandør hedder Fred). Junes datter er givet væk og hendes mand er angiveligt død under flugtforsøget mod Canada, da revolutionen satte ind.
Freds kone er en iskold type med lige så stor emotionel kapacitet som en fyldningsdør. Så det er ikke sært, at June indledningsvis føler fortabt og alene.
Og skulle hun ikke have grunde nok til at være trist, så bliver hun det hurtigt, da en veninde får stukket det ene øje ud som straf for at svare igen. Ligesom June/Offred i øvrigt selv rutinemæssigt får bank og elektriske stød, når hun er trodsig.
Men der er naturligvis lyspunkter, og over tid lærer hun at udnytte sprækkerne og hykleriet i det dybt ubehagelige samfund. Det er, som nævnt, både spændende og rørende.
For ser man bort fra volden, ubehaget og de politiske overtoner, er The Handmaid’s Tale i bund og grund en historie om at gøre modstand, aldrig give op og om at bevare sin menneskelighed mod alle odds. Den kan ses med stort udbytte – også selv om man hverken er ultrawoke eller stokkonservativ.
Se traileren til sæson fire her (advarsel: spoilers).
Titel: The Handmaid’s Tale. Kan streames på HBO Nordic – tre sæsoner tilgængelige p.t., 4. sæson har premiere 29. april