Energiselskabet Ewii sælger sin ejerandel af fynske Digizuite, som har specialiseret sig i abonnements- og cloudbaserede løsninger inden for digital asset management eller DAM.
Ewii købte sig ind i Digizuite i 2017 for 25 millioner kroner. Her overtog Ewii omkring en tredjedel af selskabet, mens Pentia har ejet en mindre andel.
Men nu er investeringerne altså nået til vejs ende.
Det skyldes ikke mindst, at Digizuite står over for en global ekspansion, der både kræver nye ejere og en ny kapital, meddeler EWII.
Selskabet meddeler, at Bankinvest nu indtræder i ejerkredsen, som foruden Bankinvest af selskabet Aseo Invest, som Digizuites formand og partner Søren Skovbølling står bag.
“Digizuite har igangsat en kapitaludvidelsesproces, og det er med Digizuites fremtid for øje, at vi sælger nu, da de står over for en ny strategisk satsning. Samtidig er det tilfredsstillende, at EWII i dag står med en god fortjeneste på salget,” meddeler direktør i Ewii-koncernen, Lars Bonderup Bjørn.
Digizuites mål er at firedoble omsætningen over de kommende fire år. Det kommer til at kræve en række nye investeringer i blandt andet ekspansion på det store amerikanske marked, hvor selskabet allerede i dag henter omkring halvdelen af sin omsætning.
Digizuite med hovedkvarter i Odense landede i seneste årsregnskab for 2019 et bruttoresultat på 27,5 millioner kroner.
Selskabet kom her ud med et underskud på 8,7 millioner kroner, da der blev investeret massivt i udbygning og ekspansion.
Parterne oplyser ikke, hvor meget Ewii får for sin andel.