Godmorgen og velkommen til torsdagens morgen-briefing.
Bag tasterne sidder Rasmus Ferdinand Ginman, der sammensætter dagens nyhedoverblik fra it-verdenen.
Rigtig god læselyst.
Brancheforeninger bifalder ny tech-strategi
Brancheorganisationerne Dansk Erhverv og IT-Branchen glæder sig over den ny strategi for Danmarks teknologiske diplomati.
Strategien blev fremlagt onsdag eftermiddag af tech-ambassadør Anne Marie Engtoft Larsen og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
"Det er en ambitiøs plan for et lille land som Danmark. Men vi har også som land en helt unik global position på området, som vi skal udnytte på flere fronter,” siger Natasha Friis Saxberg, administrerende direktør i IT-Branchen, i en fælles pressemeddelelse fra organisationerne.
Strategien indebærer blandt andet, at Danmark skal have noget at sige om, hvordan de store tech-giganter skal reguleres.
Det mener brancheorganisationerne er et stærkt og godt signal, at strategien lægger op til et styrket europæisk og internationalt samarbejde på dette område.
”At tro, at Danmark kan stå alene her, er ikke vejen frem. Dertil er Danmark ganske enkelt for lille en spiller. Samtidig skal vi ikke bare regulere mest muligt. Derfor er det opmuntrende, at Danmarks ambassadør fremhæver vores tradition for ”light but right”-regulering,” udtaler Anders Thomsen, Markedsdirektør for Rådgivning & Videnservice i Dansk Erhverv.
Salesforce gør hjemmearbejde permanent
For amerikanske Salesforce er hjemmearbejde ikke et overstået kapitel, når pandemien er overstået. Hjemmearbejdet vil forblive permanent.
Det skriver selskabet i et blogindlæg.
Salesforces globale HR-chef, Brent Hyder, erklærer den traditionelle arbejdsdag fra 9-17 død. Mens samfundet har været nedlukket, har selskabet løbende undersøgt de ansattes mentale sundhed samt arbejdsvaner.
Denne undersøgelse viser, at op mod halvdelen kun ønsker at komme tilbage på kontoret et par gange om måneden. Samtidig svarer 80 procent, at de stadig ønsker at bevare en form for forbindelse til noget fysisk.
Fremover vil Salesforce tilbyde medarbejderne tre arbejdsmodeller.
Den ene er en 'Flex'-ordning, hvor de ansatte er på kontoret 1-3 dage om ugen. Den anden model er 'Fully Remote', der er 100 procent hjemmearbejde. Den sidste ordning kaldet 'Office-based', er for den sidste gruppe, der ønsker at være på kontoret dagligt.
Jack Dorsey donerer millioner til krypto-tænketank
Twitters CEO, Jack Dorsey, donerer en million dollar, eller hvad der svarer til 6,1 millioner kroner, til kryptovaluta-tænketanken Coin Center.
Donationen, der blev givet kontant, skal støtte op om tænketankens research-arbejde og lobbyindsats i Washington.
Det skriver CNBC.
Jerry Brito, administrerende direktør i Coin Center, skriver på Twitter, at han er målløs over den generøse donation fra Twitter-direktøren.
"Vi var næsten i mål med kampagnen, da han sender os over toppen og lidt længere. Vi er meget ydmyge over din tro på vores arbejde," skriver han.
Coin Center er en non-profit tænketank baseret i Washington, USA. Organisationen advokerer for brugen af kryptovaluta såsom bitcoin.
Uber med blodrøde tal: Taber 41 milliarder
Uber kommer ud af 2020 med blodrøde tal på bundlinjen.
Kørselstjenesten taber 41 milliarer kroner for hele året, men resultatet er dog 20 procent mindre end året forinden. I 2019 tabte selskabet nemlig 52 milliarder kroner.
Det skriver CNBC.
Uber har været hårdt presset under coronakrisen, hvor samfundsnedlukningen har fået folk til booke færre køreture.
Til gengæld er selskabets madudbringningstjeneste, Uber Eats, i stærk vækst.
Alene i årets fjerde kvartal voksede omsætningen i Uber Eats med 130 procent til 61,7 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.
Selve kørselstjenesten faldt samtidig med 50 procent til 41,7 milliarder kroner i kvartalet.
Fintech-selskab henter tidligere Visma-boss ind i bestyrelsen
Mads Rebsdorf, tidligere topchef i Visma e-conomic, træder ind i bestyrelsen hos fintech-selskabet Upodi.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Mads Rebsdorf, der sidste år skiftede til en topstilling i norske Kahoot, skal nu hjælpe Upodi med at accelerere udrulningen af virksomhedens cloud-baserede abonnementsløsning til resten af Skandinavien og Nordeuropa, fremgår det.
Upodi, der står bag en cloud-platform, som automatiserer styringen og de økonomiske transaktioner hos virksomheder, beskæftiger 11 medarbejdere på hovedkontoret i Aarhus og fire medarbejdere i København.
"Der er stadig masser af vækstpotentiale i Danmark for os, men vi oplever samtidig en stigende efterspørgsel fra internationale virksomheder. En efterspørgsel som coronakrisen også har skubbet på. Det er det momentum, som Mads Rebsdorf med hans kommercielle profil og tunge erfaring fra Visma nu skal udvikle videre på,” forklarer CEO og stifter af Upodi, Rasmus Foged.