En tidligere kommunal it-chef er blevet idømt samfundstjeneste i Atea-sagen.
Sådan lød det i dag tirsdag, hvor Retten i Lyndby fældede dom over den tidligere it-chef i Rudersdal Kommune, skriver Ritzau.
Den 63-årige tidligere it-chef idømmes seks måneders betinget fængsel.Fængselsstraffen skal dog ikke afsones, hvis han opfylder kravet om 120 timers samfundstjeneste, lyder det.
Dertil kommer en bøde på 60.000 kroner, hvilket svarer til det beløb, han fik ud af sagen.
Dommen blev fældet efter, at den tidligere kommunalt ansatte i hovedtræk havde erkendt anklagerne om at have været på golfferier i Thailand, hvor udgifterne blev dækket af Atea eller kommunens konto hos Atea.
På retsmødet kom det frem, at den nu idømte har været akkompagneret af daværende Atea-salgschef, Per Juul Andersen og en tredje person på de årlige golfferier, fremgår det. Ved tre rejser fra 2012 til 2014 fik den kommunale chef således en vinding på omkring 42.000 kroner.
Udover rejserne til Thailand blev den tidligere kommunale chef ligeledes dømt for at have fået to middage, en computer, en iPad samt flere telefoner.
Denne sag er en udløber af Atea-sagen, som har kørt siden 2015. Siden er der fældet flere domme over tidligere Atea-ansatte og kommunalt ansatte.
Efter flere års rettergang nåede Atea-sagen hele vejen til Højesteret i august 2020.
Her lød dommen fra landets øverste retsinstans, at tidligere koncernchef i Atea, Peter Hilligsøe Trans, og tidligere it-udviklingsschef i Region Sjælland, Michael Mølkær Nielsen, igen skal en tur i Østre Landsret.
Dommen blev ophævet med argumentet om, at parterne ikke var blevet hørt i forbindelse med det forhold, de blev dømt for i landsretten, hvilket var mandatsvig.