Godmorgen, god fredag og velkommen til ugens sidste morgen-briefing inden vi går på weekend.
Denne morgen er det Ditte Vinterberg Weng, der har samlet dagens overblik.
Sentia gencerificeres hos AWS og Microsoft: "Uden certificering har du ikke en chance"
Cloud-service-leverandøren Sentia fastholder sine certificeringer i avancerede MSP-programmer hos Amazon Web Services og Microsoft Azure.
De to certificeringerne betyder, at virksomheden følger seneste best practices, og at alle udbyderes sikkerhedskrav opfyldes.
I en pressemeddelelse siger Mirco Wienen, der er CTO hos Sentia, at vi i højere grad bør lægge vægt på certificerede leverandører her hjemme.
"Vi ser stadig, at certificeringer ofte ikke er tilstrækkeligt værdsat af organisationer, der søger en cloud- og application management leverandør. Der er manglende forståelse blandt klienter for vigtigheden af disse certificeringer som garanti for kvalitet."
CTO'en peger på, at certificeringer er alfa omega, hvis man vil have foden indenfor på det amerikanske marked.
"Uden certificering har du ikke en chance. Vi er også nødt til at bevæge os i den retning, fordi sådanne certificeringer dybest set er garantier for kvalitet."
Accenture og Salesforce går sammen om at give virksomheder et bæredygtigt overblik
Et nyt samarbejde mellem Accenture og Salesforce skal hjælpe virksomheder med at bidrage til FN's bæredygtighedsmål.
Ved at kombinere Accentures bæredygtighedsservices med teknologi fra Salesforce gør partnerskabet det muligt for virksomheder at få overblik over deres aktuelle og historiske ESG-data, der bandt andet handler om miljødata.
Det er meningen at det nye gennemgående overblik, skal hjælpe virksomhedens ledelse med at tilpasse og igangsætte bæredygtige initativer.
"Dette kan eksempelvis inkludere udvikling af bæredygtige kundeoplevelser og forretningsmodeller, efterlevelse af krav fra myndighederne og rapportering om alt fra CO2-udledning og affaldshåndtering til vandforbrug og ligestilling," skriver Salesforce i en pressemeddelelse.
Undervandskamera for elitesvømmere løb med årets iværksætterpris til Danish Tech Challenge
Danmarks største accelerationsprogram for hardware startups, Danish Tech Challenge, er nået til vejs ende.
Dansih Tech Challenge har til formål at give deltagerne mulighed for at få tryktestet alle dele af deres forretning, mens de får kyndig hjælp til at udvikle sig.
Derudover får de i alt 20 deltagere adgang til et fuldt udstyret prototypeværksted samt sparring med rådgivere og mentorer. Dertil kommer en bred eksponering for potentielle investorer.
Til forløbet bliver de 20 startups screenet og udvalgt, til et intensivt forløb, der løber over fire måneder.
Og årets vinder af Industriens Fonds Iværksætterpris, der afslutter hele eventet torsdag, blev SwimCam, der sammen med hædren også modtog en præmie på 500.000 kroner.
SwimCam har i samarbejde med professionelle svømmetrænere, udviklet et innovativt undervandskamera for elitesvømmere, der giver videofeedback under svømmetræning.
Techgiganter samarbejder om nyt api-dokumentationsprojekt
En række store teknologivirksomheder har lanceret et nyt initiativ, der skal finansiere dokumentation af web-api'er, Javascript og andre værktøjer og platforme relateret til webudvikling.
I efteråret 2017 blev de involverede virksomheder enige om at lægge den officielle web api-dokumentation over i browserproducenten Mozilla, mens de stoppede udviklingen af deres egen dokumentation.
Det nye dokumentationslager til webudviklere har fået navnet Open Web Docs, og teamet bag skriver i en pressemeddelelse, at deres rolle er at finansiere, koordinere og bidrage til MDN Docs fremover.
Listen af medstiftere af projektet tæller blandt andet Google, Microsoft, Mozilla og Samsung.
Italiens robotproducent skal levere assistenter til personalet på nyt dansk hospital
På det fremtidige Sjællands Universitetshospital skal meget af transporten af varer og affald klares af transportrobotter, som selv afhenter vogne og giver besked til personalet, når de er nået frem.
"Evalueringen af tilbuddene har entydigt peget på den italienske producent af logistikrobotter Oppent, der har vundet," oplyser projektdirektør Helle Gaub i en pressemeddelelse.
I alt har universitetshospitalet indkøbt 35 robotter for 23 millioner kroner.
Når varer fremover ankommer i varemodtagelsen, vil transportrobotter fragte afdelingspakkede vogne videre rundt i hospitalet. De 35 robotter kommer til at køre døgnet rundt med mere end 2000 transporter i døgnet.
De første AMR’er - Autonome Mobile Robotter - vil køre fra 2022, og de sidste vil blive sat i drift i forbindelse med indflytning i 2025.