Computerworld mener: ”Det typiske mønster er jo, at topledere bare hælder flere og flere opgaver ned i hovedet på ledelsesniveauer under dem. I uprioriteret rækkefølge og uden rigtig forklaring. Og uden tanke på, om der er kræfter nok til at løse opgaverne. Og så tager man for givet, at mellemledere selv formår at forstå at skabe resultaterne”.
Sådan lød ordene fra Lilian Mogensen, tidligere topchef hos Danske Bank, ATP og Udbetaling Danmark, til DJØF-bladet for nylig.
Lillian Mogensen, der i dag er professionelt bestyrelsesmedlem, er aktuel som forfatter til bogen ”Håndbog for mellemledere”.
I den forbindelse har jeg en tilståelse.
Jeg er mellemleder. På mit visitkort står der godt nok chefredaktør. Det er en fin titel. Men chefredaktør eller ej, jeg er mellemleder.
Jeg ved godt, at mellemleder mest af alt som en, der udgør en lidt latterlig figur i en klassisk Leif Panduro-bog eller hos Bella Radio i tv-serien Krøniken.
Men det er en skam. For vi mellemledere er hverdagens oversete helte, når det kommer til prioritering, oversættelse og fastholdelse.
Mellemlederen er en truet art
Senest har flere it-afdelinger blæst til kamp mod mellemledere generelt. Og de stadig mere agile organisationsformer hjælper heller ikke på sagen.
Faktisk står det så grelt til, at jeg inden for få år forudser, at mellemlederen vil være at finde på Verdensnaturfondens liste over truede arter.
Så bare vent: Inden længe vil der være studierejser, hvor nysgerrige topledere kan se de få tilbageværende mellemledere gå omkring i realistiske, men kunstige, åbne kontorlandskaber.
Men jeg siger: Mellemledere i alle organisationer, foren jer!
Jeres dårlige ry er (stort set) ufortjent. Findes der siloer, findes der usikkerheder og findes der træghed, skyldes det lige så ofte manglende fokus fra topledelsen.
Et fokus, som også går igen, hvis ikke man prioriterer at udvikle sine mellemledere.
Det viser blandt andet tal fra it-jobbank, Computerworlds søstervirksomhed, der arbejder med rekruttering af it-medarbejdere.
Her viser undersøgelser blandt tusindvis af it-folk, at nærmeste leder oftest er grunden til, at de eftertragtede it-folk skifter job.
Men også at chefen - og kollegaerne - er grunden til at samme medarbejdere bliver hængende. På trods af attraktive tilbud fra konkurrenterne.
Den slags kommer ikke af sig selv.