Godmorgen til endnu en morgen-briefing fra Computerworld. Dagens korte nyhedsoverblik er udvalgt af Jakob Schjoldager.
Fynsk antenneforening har landets hurtigste internethastighed
Dyrup-Sanderum Antenneforening i Odense har landets hurtigste internetforbindelse på 1,2 Gbit.
Den fynske antenneforening kan levere den hurtige internet fordi man har valgt at beholde kontrollen over sit eget net, lyder det fra foreningen i en meddelelse.
”Mens rigtig mange antenneforeninger har valgt at give teleselskaberne adgang til deres kabler, har vi i Dyrup-Sanderum Antenneforening valgt at holde fast, og arbejde målrettet med at holde medlemmernes priser nede og forbindelsen i top. Det er dét arbejde, der nu bærer frugt. At vi nu ovenikøbet er lykkes med at levere landets højeste internethastighed til private er bare en ekstra cadeau til foreningens arbejde,” siger Henrik Lindholm der er formand i foreningen.
Formanden påpeger dog, at massiv markedsføring har fået mange brugere til at tro, det er nødvendigt med den høje hastighed, selvom det ikke er alle der har brug for den. Desuden savner han mere fokus på, hvordan man opnår den høje hastighed.
”Mange skifter måske, fordi de oplever langsom hastighed, men det er typisk, fordi de ikke får placeret modemmet ordentligt. Derfor bruger vi i Dyrup-Sanderum Antenneforening meget tid på at informere vores medlemmer om, hvordan modemmet placeres optimalt. På den måde overrasker vi altid positivt, og det er også det indtryk vi har efter en rundspørge blandt 1.000 af vores medlemmer, hvor flere end 80 % svarer at de er tilfredse eller meget tilfredse med kvaliteten af den internetforbindelse, vi leverer,” siger han.
It-managementkonsulenter fusionerer
De to it-konsulentselskaber Metier Scandinavia og Westergaard har valgt at fusionere.
Fremover kommer de to selskaber til at hedde MetierWestergaard, og kommer fortsat til at fokusere på agile metoder og IT-service Management.
Direktørerne for de to tidligere selskaber fortsætter begge i spidsen for den nye virksomhed.
”Jeg har arbejdet mange år som konsulent, og jeg har set behovet for specialisthuset, som virkelig kan sin metier indenfor projekter og det agile, og vi har i Metier oplevet, at virksomheder er interesseret i vores seniorprofiler med dyb faglig indsigt og fokus på at få en forandring til at ske. Med fusionen med Westergaard viderefører vi dette men udvider til også at arbejde indenfor IT-Service Management”, siger Maria Juel Kähler, direktør i MetierWestergaard.
Merkel langer ud efter Twitter
Den tyske kansler Angela Merkel blander sig nu i Twitters beslutning om at udelukke den amerikanske præsident Donald Trump fra mediet.
Beslutningen kom efter hundredevis af Trumps følgere stormede den amerikanske kongres. Det fik altså den sociale medie gigant til at blokere for Donald Trumps konto.
Men det er en beslutning som den tyske kansler finder "problematisk," skriver det amerikanske medie CNBC.
"Ytringsfriheden er en fundamentalt afgørende. I det lys mener kansleren, at det er problematisk at præsidentens konto er blevet lukket permanent," siger Angela Merkels talsperson, Steffen Seibert, ifølge mediet.
Samtidig forklarer han, at Merkel mener det var berettiget at Twitter valgte at markere Trumps opslag der indeholdt falske påstande om valgsvindel.
Microsoft stopper alle politiske bidrag
Vi bliver ved angrebet på den amerikanske parlamentsbygning.
Microsoft har nemlig besluttet sig for midlertidig at standse at alle økonomiske bidrag til politikere efter angrebet, skriver CNBC.
"Microsofts politiske komité besluttede fredag at den ikke vil give nogen politiske donationer før efter den har vurderet omfanget af forrige uges begivenheder," lyder det fra selskabet.
Ifølge CNBC har Microsoft tidligere doneret penge til republikanske politikere, der ikke mente afstemningen om USA's kommende præsident er foregået retmæssigt.
SKI åbner for ansøgninger til dynamisk indkøb af standardsoftware
Fra i dag tirsdag har statens og kommunernes indkøbscentral SKI igen åbnet for ansøgninger til 02.06-udbuddet til standardsoftware.
Udbuddet er et dynamisk indkøbssystem til staten og kommunerne. Fra i dag kan it-udbydere altså igen søge om at blive en del af udbuddet.
Du kan læse mere om udbuddet her.
Dansk IoT-virksomhed får ny direktør
It-virksomheden Ambitlocker har fået ny direktør. Det bliver Mikkel Winston, der kan sættes sig i direktørstolen fremover.
”Det er en meget spændende mulighed og en virksomhed med et kæmpe potentiale. Vi har muligheden for at skabe en helt ny standard indenfor låsesystemer. Så jeg glæder mig meget til at komme i gang og til samarbejdet med hele ejerkredsen,” siger Steffen Nielsen der er partner i Lolle & Nielsen og medstifter af Ambitlocker.
Samtidig bliver Tele-iværksætter Peter Mægbæk også en del af IoT-virksomheden. Han får også rosende ord med på vejen af stifteren.
”Vi er ret stolte over det er lykkedes at tiltrække en yderst kompetent direktør i Mikkel Winston og nogle kloge penge bl.a. fra den erfarne iværksætter Peter Mægbæk.”