Få dage inden kalenderen sagde 2021 skød den norske kapitalfond Vinking Venture 70 millioner kroner ind i den danske it-virksomhed Encode.
Investeringen betyder, at Viking Venture bliver ny hovedaktionær i Encode, der står bag en SaaS-platform til marketingsindsatser.
Den norske kapitalfond forvalter tre milliarder norske kroner i investeringskapital, som udelukkende går til softwarevirksomheder i Norden.
Investeringen skal nu hjælpe med at tage Encode videre ud i Europa.
"Vi har allerede vundet fodfæste i Danmark, Storbritannien og Spanien via organisk vækst. Nu får vi endnu bedre mulighed for at indtage resten af det europæiske marked, ligesom vi kan tillade os at drømme om global gennemslagskraft," udtaler Steen Egholm Sørensen, direktør i Encode, i en meddelelse.
Encode har ifølge direktøren oplevet en stigende interesse for selskabets platform i et 2020, hvor hjemmekontoret er blevet den nye arbejdsplads for mange.
Partner for den norske kapitalfond vil nu sætte endnu mere fokus på at udvikle platformen.
"I løbet af 2020 har vi set en tiltagende digitalisering af samfundet. Digitale processer er eksploderet. Et selskab som Encode er bare blevet mere betydningsfuldt i løbet af 2020," udtaler Eivind Bergsmyr, partner i Viking Venture.
Siden 2017 er Encodes bruttofortjeneste steget med 122 procent, mens kundebasen er mere end fordoblet.
Encodes kunder tæller blandt andet Jysk, Stark, Rambøll, TAG, Splash og den spanske detailgigant El Corte Inglés.
Mere end 60.000 brugere af Encodes platform.
På den korte bane forventer Encodes direktør, Steen Egholm Sørensen, at den nye investering vil lede til ansættelse af op mod 20 ny medarbejdere.
Læs også: Kapitalfonden EQT sælger danske Tia Technology efter seks års ejerskab