Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Nemlig.com bygger kæmpecenter i Aarhus / Region Syddanmark godt på vej med AI / I dag begynder CES / Hyundai og Apple går sammen om selvkørende biler

Nemlig.com bygger kæmpecenter i Aarhus. Region Syddanmark godt på vej med AI. I dag begynder CES. Hyundai og Apple går sammen om selvkørende biler. Trump smidt ud af Twitter for altid. Apple, Google og Amazon lukker for Parler. Montes fra Hjørring køber DiaPhoni fra Aalborg.

Godmorgen og hjerteligt velkommen til ugens første morgen-briefing fra Computerworld, som i dag er sammensat af Dan Jensen.

Nemlig.com bygger kæmpecenter i Aarhus

Online-supermarkedet Nemlig.com åbner stort logistik-center i Aarhus, som selskabet vil anvende til at komme tættere på kunderne i Jylland og på Fyn.

Selskabet meddeler, at det vil investere et 'stort trecifret millionbeløb' i opførelsen af centeret, der skal stå klart i begyndelsen af 2022.

Nemlig.com har siden 2016 leveret varer til kunder i områder i Jylland og på Fyn. Alle varer distribueres i dag imidlertid fra Nemlig.coms store logistik-center i Brøndby uden for København.

Nemlig.com planlægger at ansætte op mod 1.000 medarbejdere i Aarhus inden for de kommende år.

Region Syddanmark godt på vej med AI

Det skrider fremad med anvendelsen af kunstig intelligens i Region Syddanmark, som for et år siden satte 15 millioner kroner af til ni projekter på området.

De ni projekter har netop aflagt status til regionsrådet. De viser, at arbejdet skrider godt fremad.

Blandt andet er Region Syddanmark ved at teste og validere et kunstig intelligensværktøj, der hjælpe med til at diagnosticere brystkræft ud fra røntgenbilleder, ligesom regionen er ved at udvikle et AI-system, der via blodprøver kan beregne personers risiko for kræft.

Du kan læse mere om projekterne hos Region Syddanmark her.

I dag begynder CES

I dag begynder den årlige elektronik-messe Consumer Electronics Show eller CES, der i mange år er blevet afviklet i januar i Las Vegas.

I ‘gamle dage’ var CES en af verdens største messer overhovedet, og der er navnkundige historier om et enormt antal mennesker på de mange kilometer gange gennem den ene kæmpehal efter den anden proppet med elektronik i alle afskygninger.

I år er CES - som stort set alle andre messer - blevet digitalt, hvilket er første gang nogensinde.

Hovedlinierne kan blive ting som automatisering af hjemmet, sundhed og 5G. Computerworlds teknologi-redaktør, Niels de Boissezon, har allerede spidset ørerne (og pennen) og er klar til at give dig overblik over præsentationerne i ugens løb.

CES slutter torsdag.

Hyundai og Apple går sammen om selvkørende biler

Den sydkoreanske bilproducent Hyundai og Apple vil fra 2024 begynde at producere selvkørende elektriske biler sammen på amerikanske fabrikker, lyder det fra den sydkoreanske avis Korea IT News.

Meldingen kommer efter, at det i sidste uge kom frem, at de to selskaber var i tidlige drøftelser om et samarbejde.

Ifølge Korea IT News skal Hyundai/Apple-bilerne enten bygges på datterselskabet Kia Motors’ fabrik i den amerikanske delstat Georgia eller på en ny fabrik, som Apple og Hyundai vil opføre sammen.

Avisen skriver, at Hyundai og Apple planlægger at præsentere en ‘beta version’ af Apple-bilerne allerede til næste år.

Trump smidt ud af Twitter for altid

USA’s præsident Donald Trump har postet sit sidste indlæg på Twitter, som ellers gennem de seneste år har været hans foretrukne medie til at nå ud til offentligheden.

Men nu er det slut: Twitter meddelte fredag, at det udelukker Donald Trump for altid, efter at han har animeret til de voldelige optøjer, der i sidste uge ramte den amerikanske kongres.

“Efter nøje gennemgang af de seneste tweets fra @realDonaldTrump - og særlig af hvordan de er blevet modtaget og fortolket på og uden for Twitter - har vi permanent lukket kontoen på grund af risikoen for yderligere opfordringer til vold,” lyder det fra Twitter i denne post

Donald Trump har siden han opstillede som kandidat til posten i juni 2015 og frem til nu sendt mere end 34.000 tweets ud i æteren.

Nancy Pelosi - der som ‘Speaker’ i Kongressen er nummer tre i den politiske rangorden efter præsidenten og vicepræsidenten i USA - meddelte søndag i øvrigt, at hun mandag morgen formelt vil igangsætte et forsøg på at afsætte Donald Trump, alternativt igangsætte rigsretssag mod ham.

Google og Amazon lukker for Parler

Vi bliver lidt i samme boldgade. For i weekenden har både Google, Amazon og Parler smidt Parler på porten: Apple og Google har udelukket Parler fra deres app-supermarkeder, mens Amazon har udelukket tjenesten fra at anvende AWS.

Parler er en social medie-tjeneste, som i den seneste tid er blevet populær blandt især amerikanske højreorienterede, efter blandt andet Facebook og Twitter siden november er blevet mere opmærksom på at rydde op i aggressivt indhold og flage indhold, der er løgnagtig og baseret på løgn.

Parler har ikke på samme måde haft regler, der forbyder spredningen af eksempelvis hate speech og løgn.

Udelukkelserne sker som en direkte konsekvens af angrebet på Capitol Hill.

Selskaberne peger på, at selskaberne mener, at Parler ikke har udvist den fornødne omhyggelighed med at adressere de trusler om vold mod det politiske system, som har fået lov til at brede sig på tjenesten.

Montes fra Hjørring køber DiaPhoni fra Aalborg

Hjørring-selskabet Montes overtager det lille Aalborg-selskab DiaPhoni med en håndfuld medarbejdere, der primært designer websites, selvbetjeningsportaler og lignende.

Opkøbet betyder, at Montes ‘etablerer nordjysk digitalt kompetencer-center,” lyder det fra selskaber.

“Vi har set en udvikling de senere år, hvor kunderne ønsker, at flere kompetencer samles under samme tag. Med købet får vi i Nordjylland et stærkt regionalt digitalt kompetencecenter, i stand til at hjælpe både nuværende og nye kunder med komplette it-løsninger,” meddeler Montes-direktør Carsten Nedergaard, der også ejer selskabet.

Montes meddeler, at Montes nu kommer til at kunne levere både ERP, hardware, infrastruktur, it-sikkerhed, hosting samt udvikling af webportaler og integrationsløsninger,

Det er planen, at DiaPhoni-navnet kommer til at udgå helt i løbet af de kommende par måneder.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere