Der er store økonomiske perspektiver i at lade danske medarbejdere arbejde mere hjemmefra, selv efter corona-pademien har sluppet sit tag i samfundet.
For blot en dags ekstra hjemmearbejde om ugen kan føre til årlige samfundsøkonomiske gevinster på om mod 14,2 milliarder kroner.
Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.
Det er især en veludviklet og digital infrastruktur, der har åbnet op for, at øget hjemmearbejde kan føre til så massive gevinster.
"Coronakrisen er hård, men noget af det vi har lært, er, at vi kan meget mere digitalt, end vi måske troede. Den sætter også en streg under, hvilke muligheder digitaliseringen giver os," lyder analysen fra Poul Noer, chefkonsulent for it- og teleområdet hos Dansk Erhverv, der fortsætter:
"Dermed ikke sagt, at vi skal isolere os derhjemme, men det er positivt, at vi får øjnene endnu mere op for digitale muligheder både offentligt og privat, samt at der trods alt også er betydelige samfundsøkonomiske gevinster."
1,4 millioner danskere arbejdede hjemme i foråret
Ifølge Dansk Erhverv har næsten 50 procent af alle beskæftigede i Danmark svarende til 1,4 millioner danskere arbejdet hjemme under nedlukningen i foråret.
I gennemsnit vil man ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse kunne spare 174 km i transport og lidt over 3,5 timer i transporttid om måneden med blot en ugentlig hjemmearbejdsdag.
Det bør ifølge Poul Noer få politikerne til at spærre øjnene op for vigtigheden af den danske digitale infrastruktur.
"Vi håber også, at det får politikernes øjne op for betydningen af Danmarks digitale infrastruktur, udbredelse af it-kompetencer og arbejdet med en ny digitaliseringsstrategi," lyder det fra Poul Noer.
På Linkedin henviser Poul Noer ligeledes til telebranchens gevaldige investeringer, som en central forudsætning for øget hjemmearbejde.
Telebranchen har ifølge Poul Noer i de seneste 10 år investeret 70 milliarder kroner i bredbånds- og mobildækning - svarende til næsten to Storebæltsbroer, skriver han.
Læs også: Digitaliseringsstyrelsen advarer mod hjemmearbejde: Hver fjerde bruger sin private computer