Den store kryptovaluta bitcoin går ind i 2021 med store armbevægelser.
Den stærkt volatile og uregulerede kryptovaluta er kendt for at være noget af en cowboy-valuta, hvis kurs er præget af meget store opsving og nedture.
I den seneste tid har kursen haft kurs opad, og den rundede lørdag sit hidtil højeste niveau, da bitcoin rundede kurs 30.000 dollar.
Helt nøjagtigt kostede en bitcoin lørdag 33.099 dollar - omkring 205.000 kroner.
Det betyder samlet set, at bitcoinens værdi er steget med 300 procent alene i 2020, efter et markant hop i værdien i de seneste par uger af 2020.
Det er nemlig blot nogle uger siden, at kursen rundede 20.000 dollar, hvilket du kan læse mere om her: Bitcoin-kursen brager i vejret: Rammer højeste kurs nogensinde.
Ifølge Reuters kan en af årsagerne til den markante stigning være, at der er for tiden er relativ mangel på bitcoins, der produceres ved såkaldt mining på computere, der anvendes til at validere de blokke, som en bitcoin er bygget op af.
Desuden regnes bitcoin visse steder for en sikker havn for valuta på samme måde som guld, hedder det.
Sergey Nazarov, direktør i blockchain-organisationen Chainlink, siger til Reuters, at han tror, at kursen godt kan runde 100.000 dollar.
“Folk har i årevis løbende mistet troen på regerings-valutaer. Finanspolitiken, der udspringer af de økonomiske konsekvenser af coronavirussen, har sat yderligere skub i denne tilbagegang,” siger han til Reuters.