Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribenternes synspunkter
Hvis dit password er dit efternavn, dit barns fornavn eller måske din fødselsdato, så er du ikke alene. Vi er notorisk dårlige til at finde på passwords, vi genbruger dem, og vi har ikke det store problem i at dele ud af dem til højre og venstre.
Men der er godt nyt – du behøver kun huske på syv passwords. Det kommer jeg tilbage til længere nede i klummen her.
For hvad er det lige, der har gjort os så dovne og uforsigtige i omgangen med og brugen af passwords?
Her er vi nødt til at kigge tilbage til 1980’erne, hvor computeren gjorde sit indtog på arbejdspladserne.
Det var også her, vi begyndte at bruge passwords, men vi tænkte ikke for alvor over dem.
Vi brugte ofte kun ét password, så vi alle kunne logge på samme computer, og hvis ikke, så delte vi det ofte, for vi skulle jo kunne udføre vores arbejde.
Den gang var der ikke nogen, der for alvor tænkte særlig meget over passwords, eller hvordan vi brugte dem.
Det gik hurtigt hen og blev en vane, og nu er det så svært for os at vænne os af med det igen. Vi har måske nok lige præcis forstået, at et password ikke må ligge på en gul seddel ved siden af tastaturet, men det er så også det.
Og som med al dovenskab så er det ikke et bevidst valg, det er, fordi vi ikke er opmærksomme på konsekvenserne af den dårlige password-hygiejne.
Men husk på, at det godt kan være, at det er svært at huske de besværlige passwords, men det er altså endnu sværere at rydde op bagefter. Hvis dit kreditkort bliver stjålet, kan det hurtigt lukkes igen.
Men hvor mange af os har gjort os tanker om, hvad vi skal gøre, hvis en af vores online konti bliver hacket?
Syv og kun syv passwords
I begyndelsen hævdede jeg, at du kun skal huske syv passwords, og dem, du skal huske, er følgende:
1) Et password til din mail. Det er supervigtigt, at du ikke bruger dette andre steder. De cyberkriminelle må ikke få adgang til din mail, hvis de gætter password til andre af dine konti.
2) Et til sociale medier såsom Facebook, Twitter, LinkedIn og så videre. Der kan du sagtens bruge det samme.
3) Et til streaming services som Netflix, HBO, TV2 Play, C-More osv.
4) Et unikt til NemID – og du må aldrig tage en kopi af nøglekortet (hvis du stadig har et sådant) og sende til nogen.
5) Et password til hjemmenetværket. Der er mange IoT-enheder her, og de skal ikke dele kodeord med andre tjenester.
6) Et unikt password til dit arbejde. Du bestemmer ikke selv over dit firmas password-politik, men du må aldrig bruge dit password til arbejdsmail/firma login med andre tjenester.
7) Alt det andet. Så skal du finde på et password til ’alt det andet’. Kontoen hos Bilka, Coop, den lokale pizzapusher, loyalitetskonto hos Matas og så videre. Det er helt uskadelige konti, og de kan sagtens dele kodeord.
På den måde skal du kun huske på syv passwords. Når du får en ny tjeneste, skal du bare finde ud af, hvor den hører hjemme, og så bruge det password.
Og de syv passwords skal naturligvis være komplicerede nok til, at de ikke lige kan gættes, men ikke så svære, at du ikke kan huske dem.
Her viser nyere forskning, at det mere handler om længden af password end om brugen af underlige tegn og tal.
Så lav et langt til hver kategori, gerne en egentlig sætning. Det kan gøre det lettere for dig at huske.
Og hvad så, hvis du ikke kan huske de syv passwords? Ja, du skal ikke lave en kontaktperson i din telefon, som tilfældigvis indeholder dine kodeord.
Du kan godt gemme dem i et krypteret dokument eller bruge en password-manager. Der findes flere gode, men tjek lige hvordan den klarer sig i test, for eksempel hos danske Forbrugerrådet Tænk.
Hvis du vælger at bruge en password-manager, så skal du også være forberedt på, hvordan du skal forholde dig, eller hvad du skal gøre, hvis du skifter pc eller smartphone.
Alternativer på vej
Indtil videre er der ikke noget alternativ til passwords, ikke et der er godt i hvert fald.
Vi ser biometri være på vej – fingeraftryk og ansigtsscan. Men indtil videre kan de ikke helt afløse passwords.
Men jeg er sikker på, at der nok skal komme et alternativ. Indtil det sker, må vi dog leve med passwords og huske at behandle dem med respekt, ikke dele ud af dem og ikke genbruge det samme password over hele linjen.
Det er blot dovenskab.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.