Hewlett Packard Enterprise (HPE) retter sigtekornet mod Cisco og Dell.
Ifølge HPE’s topchef Antonio Neri forventer selskabet, at det i den kommende tid vil stjæle markedsandele fra de to konkurrenter.
Den offensive udmelding kommer efter, at HPE’s kvartalsregnskab viser, at selskabets omsætning er steget med seks procent i forhold til det foregående kvartal, og nu er på vej tilbage mod samme salgsniveau, som selskabet havde før, at corona-pandemien fejede indover verden.
“Vi tro, at vi kan hente markedsandele over hele vores portfolio,” siger Antonio Neri i interview med branchemediet CRN.
15 procents fremgang
I den såkaldte 'Intelligent Edge'-forretning, der ligger i direkte konkurrence med Cisco, omsatte HPE for 786 millioner dollar, hvilket er 15 procent højere end i det foregående kvartal.
“Det er vores forventning, at vi henter markedsandele inden for både switching og trådløs LAN,” siger Neri og tilføjer :
“Inden for switching havde vi væksttal i det høje enkeltcifrede område sammenlignet med året før, mens vi indenfor trådløs LAN er vokset med 20 procent i forhold til seneste kvartal. Det er vores forventning, at vi henter markedsandele forhold til Cisco.”
Ifølge CRN har Ciscos infrastruktur-forretning, som blandt andet består af switching og trådløs LAN, oplevet en tilbagegang på 16 procent i det seneste kvartal.
Opkøb kan give pote
Det er blandt andet HPE’s opkøb af Silver Park, der er specialiseret inden for SD-WAN, som giver selskabet optimisme i kampen mod Cisco.
“Silver Park-opkøbet vil give os en turbo-accelleration lige nu,” siger HPE-topchefen, der tilføjer :
“Jeg er meget optimistisk omkring den del af forretningen.”
Han vurderer at opkøbet af Silver Park, der kostede HPE 925 millioner dollar, vil bidrage til øget vækst, som vil komme HPE’s cloudplatform Aruba til gode. Aruba Central Platform har ifølge CRN i dag 65.000 kunder ombord.
Læs også: HPE’s topchef smittet med Covid-19 - men er i bedring
Fremgang på presset servermarked
Men derudover fortæller Antonio Neri, at han ligeledes forventer, at HPE på server-fronten vil stjæle markedsandele fra Dell.
Topchefen påpeger, at selvom server-markedet er i tilbagegang, så har HPE’s server-forretning oplevet fremgang i forhold til samme kvartal året før.
“Vores totale omsætning på servermarkedet er steget med tre procent i forhold til det seneste kvartal og én procent i forhold til samme kvartal året før. På den baggrund mener vi, at vi på det samlede servermarked har hentet markedsandele for andet kvartal i træk,” siger Antonio Neri.
Til sammenligning er Dells omsætning på server- og netværksmarkedet ifølge CRN faldet med to procent til 4,16 milliarder dollar i det seneste kvartal.
Læs også: HPE's øverste chef afgiver løfte: Fra 2020 skal alle vores produkter køre som cloud-løsninger