Det har været ventet, men nu er det officielt, at it-giganten Salecesforce har givet et købsbud på værktøjet Slack.
Købsprisen lyder på svimlende 27,7 milliarder dollar eller hvad der svarer til over 166 milliarder danske kroner.
Det skriver mediet Techchrunch.
"Det her er et perfekt match. Sammen vil Saleceforce og Salck skabe fremtiden for enterprise software og transformere måden alle arbejder på digitalt ved at arbejde hvor som helst i verden," fortæller Salesforce medstifter Marc Benioff til mediet.
Største køb nogensinde
Med det store beløb kan Salesforce se frem til den største handel i virksomhedens historie.
I 2019 købte Salesforce dataselskabet Tableau for 15 milliarder dollar og i 2018 blev softwareselskabet Mulesoft opkøbt for 6,5 milliarder dollar.
Slack har længe været en ombejlet tjeneste fra andre it-giganter. Allerede i 2017 gik der rygter om, at Amazon var klar til at byde ni milliarder dollar for Slack.
Slack gik første gang i luften i 2013, og selskabet er stiftet af Stewart Butterfield, der sammen med sin daværende hustru også har grundlagt fototjenesten Flickr, som de i 2005 solgte til Yahoo for 25 millioner dollar.
Læs også:
Vilde rygter: Amazon klar til at byde 60 milliarder for populær app