Mægtige Amazon Web Services har fået et rigtigt godt øje til Mozillas relativt nye programmerings-sprog Rust, som det store cloud-selskab satser ret stort på.
Faktisk spiller open source-baserede Rust en af hovedrollerne i AWS’ langsigtede strategi.
Selskabet søger derfor lige nu masser af udviklere, der er specialiserede i Rust.
“I lyset af vores afhængighed af Rust, har vi brug for in-house udviklere på samme måde, som det er tilfældet med Java og andre fundamentale teknologier,” lyder det fra AWS.
Selskabet understreger, at det ikke blot søgter ‘et par folk til Rust-compileren.’
“Rust er en kritisk komponent i vores langsigtede strategi, og vi investerer i Rust-udviklingen i Amazon-skala,” lyder det fra selskabet.
Det betyder, at Amazon vil have Rust-udviklere til at udvikle en lang række forskellige systemer og kode til eksempelvis udvikler-værktøjer, infrastruktur-komponenter, interoperabilitet og verificering.
Lige nu har AWS slået 120 udvikler-stillinger op med speciale i Rust.
“AWS bygger i stigende omfang kritisk infrastruktur som eksempelvis Firecracker VMM i Rust, fordi sprogets out-of-the-box features reducerer den tid og indsats, som vi skal bruge på at nå Amazons høje sikkerheds-barre,” lyder det fra AWS.
Samtidig kan Rust levere runtime-performance på højde med de vidt udbredte og velafprøvede C og C++, lyder det fra AWS’ chef for open source-strategi, Matt Asay, i en blogpost.
Her peger han på, at AWS som storforbruger af Rust også har forpligtet sig til at levere kode til Rust-sproget.
“Her i Amazon elsker vi Rust, fordi det gør muligt for AWS at skrive højt-ydende, sikre-på-infrastruktur-niveau netværk og anden system software,” skriver Matt Asay.
AWS har indtil videre skrevet en række applikationer i Rust. De tæller Firecracker, Amazon S3, Amazon EC2, CloudFront, Route 53, Bottlerocket og andre systemer.
Rust blev udviklet af Mozilla med det klare mål at fjerne risikoen for memory-relaterede sikkerheds-problemer i Firefox’ egen renderings-løsning, Gecko.
Ifølge Mozilla skyldtes en del af disse problemer, at Gecko var skrevet i C++.
Også Microsoft har for alvor taget Rust til sig. Faktisk har Microsoft i nogle år arbejdet på delvist at erstatte C og C++ i Windows med netop Rust.
Du finder hele blogposten fra AWS her: Why AWS loves Rust, and how we’d like to help.
Læs også:
Kæmpe-opdatering af C++ på vej: Første stor-opdatering siden 2017