Det er blevet offentligt kendt, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har haft et samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om at tappe danske internetkabler for data.
Nu viser et antal rapporter til FEs ledelse fra 2015, at amerikanerne har misbrugt dette samarbejde til også at spionere mod blandt andet den danske forsvarsvirksomhed Terma, der producerer dele til det amerikanske kampfly Joint Strike Fighter F-35.
Det skriver DR.
Den formodede spionage skulle være sket gennem et spionprogram, som NSA og FE bruger til at søge efter for eksempel telefonoplysninger eller indhold i mailkorrespondancer.
USA gør hvad vi kritiserer Kina for
”De er dybt inde og grave i nogle danske industrihemmeligheder, hvilket normalt er det, vi beskylder kineserne for at gøre hele tiden,” siger efterretningsforsker Tobias Liebetrau fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet til DR.
Foruden kampfly-industrien, så nævnes Finansministeriet og Udenrigsministeriet også som formodede mål for den amerikanske tjenestes nysgerrige blik.
”Det er som udgangspunkt rystende, fordi den myndighed, der skulle beskytte Danmark sammen med PET, dermed – isoleret set – er med til at undergrave sikkerheden for Danmarks vitale interesser,” siger Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret ved Københavns Universitet.
Foruden danske Terma, har NSA spioneret mod det europæiske kampfly Eurofighter og det svenske Gripen-kampfly fra Saab. Også Tyskland, Frankrig, Norge og Holland er formodede mål for den amerikanske spionage.