Campari Group, der står bag den populære likør af samme navn, er ramt af et ransomware-angreb.
Det er malwaren RagnarLocker, der har tvunget selskabet til at lukke for en række it-systemer.
Det skriver it-mediet ZDNet.
Selskabet meddelte mandag, at Campari Group er i gang med at genoprette en række it-systemer men understreger, at man fortsat holder en række systemer lukket.
Læs også: Hackerverdenens lejesoldater har kronede dage under corona: Det skal du vide om ny APT-trend
Allerede 5. november kom det frem, at selskabet er blevet offer for den kendte og frygtede malware. Det er altså endnu ikke lykkedes det italienske selskab at få forbindelse til alle systemer igen efter mere end en uge.
"Vi monitorerer permanent situationen for at imødekomme og minimere genopretningstiden. Som en konsekvens af at genopretningsfasen har taget længere tid end forventet, regner vi med at situationen vil have midlertidig effekt på selskabet økonomiske situation," skriver selskabet i en meddelelse på sin hjemmeside.
Hackergruppen bag angrebet har truet med at frigive filer om selskabet. Gampari Group har tidligere meddelt, at man ikke kan udelukke, at person- eller virksomhedsdata er blevet stjålet.
Læs også: Center for Cybersikkerhed: Vi forventer boom i corona-relaterede cyber-angreb mod Danmark