Godmorgen og velkommen til onsdagens udgave af Computerworlds morgen-briefing.
Dagens it-nyhedsoverblik er sammensat af redaktionens morgenfriske erhvervsjournalist, Rasmus Ferdinand Ginman.
Rigtig god læselyst.
Svenske Ericsson offentliggør langsigtede mål
Ericsson har løftet sløret for selskabets langsigtede mål.
Det skete kort forinden selskabets kapitalmarkedsdag, der løb af stablen i går tirsdag.
Fra 2022 går Ericsson nu efter en EBITA-margin, eksklusiv restruktureringsomkostninger, på 15 til 18 procent.
"Vores fremtidige værdi er uløseligt forbundet med bredere økonomisk vækst, og vi er velpositioneret til at spille en ledende rolle i økosystemet for operatører, virksomheder og beslutningstagere på hvis skuldre 5G’s succes hviler," skriver Börje Ekholm, administrerende direktør i Ericsson i en meddelelse.
For 2022 holder Ericsson fast i det overordnede mål om en driftsmargin på mellem 12 til 14 procent - eksklusiv restruktureringsomkostninger.
Freelance-platformen Worksome har åbnet USA-kontor
Freelance-platformen Worksome har åbnet kontor i USA.
Det er Morten Bruun, der er udråbt som amerikansk landechef og derved ansvarlig for kontoret, der slog dørene op 1. oktober.
Selskabets administrerende dirkektør, Morten Petersen, er nu selv taget til USA, hvor han håber på at ansætte nye medarbejdere, der skal være med til at bygge den amerikanske forretning op.
Det skriver Morten Petersen i et Linked-opslag.
Worksome har haft vind i sejlene under coronakrisen. Du kan læse Computerworlds interview med dirketøren her:
DK's største elektronikmesse udskydes til 2022
Elektronikmessen E-21 var planlagt til at løbe af stablen i februar 2021 i Odense Congress Center (OCC).
Men grundet regeringens seneste udmelding om covid-19 har OCC set sig nødsaget til at aflyse arrangementet.
Det rykkes i stedet til 2022, fremgår det af en pressemeddelelse.
"Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at der ikke kommer en elektronikmesse på Odense Congress Center i 2021. Men det er den helt rigtige beslutning, som situationen ser ud nu. Selvom en stor del af vores udstillere har vist tiltro til en afholdelse af E-21, så må vi også sige, at hovedparten, med baggrund i de seneste smittetal, har udtrykt bekymring omkring at afholde en messe allerede i februar," siger Søren Therkelsen, projektleder for E-21.
Det er anden gang, at messen udskydes. Den oprindelige plan var afholdelse i september 2020.
Tiktok-ejer vil pumpe en milliard i bogstreamingtjeneste
Bytedance, der står bag det sociale medie Tiktok, vil købe en bid af Zhangyue, der er en fremadstormende kinesisk bogstreamingplatform.
Det skriver Techcrunch.
Tiktoks moderselskab lægger an til at købe omkring 11 procent af aktierne for omkring en milliard kroner.
Zhangyues bogstreamingplatform har i øjeblikket 170 millioner månedlige brugere, fremgår det.
Det er lidt mindre end konkurrenten China Literature, der har 217 millioner månedlige brugere. China Literature er et spinout fra Tencent, der står bag den udredte WeChat-app i Kina.
Ifølge en undersøgelse brugte kinesiske brugere sidste år en time om dagen i gennemsnit på bogstreamingtjenester, skriver mediet.
Walmart satser på selvkørende levering
Den amerikanske supermarkedskæde Walmart satser på at levere varer med selvkørende elbiler om få måneder.
Sammen med et selskab Cruise, der er ejet af General Motors, arbejder Walmart på et pilotprojekt, der skal begynde i starten af 2021.
Det skriver CNBC.
Projektet begynder i byen Scottsdale i den amerikanske delstat Arizona, hvor kunder vil kunne få leveret dagligvarer fra Walmart af selvkørende elbiler fra Cruise.
"Teknologi, der ikke bare har potentiale til at spare kunderne tid og penge, men samtidig være behjælpelig for planeten, er teknologi, vi vil lære mere om," skriver Tom Ward, senior vice president i Walmart, i en nyhed på selskabet hjemmeside.