Et omfattende it-nedbrud i Region Midtjylland har ramt alle fem hospitaler i regionen.
Hospitalerne er derfor gået i nødberedskab og er ved at finde ud af, hvad årsagen til nedbruddet er.
Det skriver flere medier herunder DR.
"Vi har i perioder ikke adgang til it-systemer. Det betyder, at undersøgelser og procedurer, som kræver it er vanskeliggjort. I akutte tilfælde har vi nødprocedurer. Andre har oplevet ventetid eller aflysning eller udsætelse af undersøgelser," lyder det fra regionens presseansvarlige Lars Elgård Pedersen til DR.
I en pressemeddelelse skriver regionen, at man endnu ikke kender til årsagen eller det fulde omfang af nedbruddet.
"Årsagen til problemerne er ikke fuldt ud kendt, men it-afdelingen arbejder på højtryk på at løse udfordringerne," lyder det i meddelelsen, der fortsætter:
"Problemerne har desværre medført, at hospitalerne onsdag er blevet nødt til at aflyse et stort antal operationer og behandlinger."