Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: DR klar med to nye DRTV-apps / NNIT indgår it-aftale med CPH / IBM præsenterer robotskib med AI-kaptajn

DR klar med to nye DRTV-apps. NNIT indgår it-aftale med CPH. Lille dansk it-virksomhed flytter til hjørnekontor i Brøndby. Finans-hus tjener over 100 milliarder på Tesla-aktier. Airbnb afviser opkøb. IBM præsenterer robotskib med AI-kaptajn.

Godmorgen.

Efteråret er over os, weekenden står for døren og her kommer ugens sidste morgen-briefing fra Computerworld.

Her 3. september er de hurtige it-nyheder leveret af Alexander Haslund, og vi begynder med en public service-meddelelse til LG TV- og Android TV-ejere.

DR klar med to nye DRTV-apps

Danmarks public service-mastodont DR lancerer to nye DRTV-apps til henholdsvis LG TV og Android TV.

Det skriver DR.

DR's tv-app er klar til LG TV, og snart følger den Android-baserede version, der har været i beta siden begyndelsen af juni.

Foruden de nye apps til LG og Android TV har DR for nyligt også indført aldersvurdering af udsendelserne.

Danskere med et LG TV (smart-tv) kan få fat på den ny app ved at tilgå LG content store, mens folk med et Android TV kan hente appen via Google Play Store.

Læs også: DRTV og dr.dk sætter rekord på rekord under corona-krisen: Runder 2,1 millioner brugere på én dag

NNIT indgår it-aftale med CPH

Københavns Lufthavne (CPH) har indgået en ny it-aftale med NNIT, der fra 1. oktober overtager CPH’s service desk, onsite og moniteringopgaver.

Som del af aftalen overtager NNIT CPH's it-supportmedarbejdere.

"Vi har i dag et godt samarbejde med NNIT og derfor naturligt at udvide samarbejdet til også at omfatte 24/7 service desk og monitorering. Vi tror på, at denne aftale vil komme alle til gode, også de kollegaer som vi nu overdrager til NNIT," udtaler direktør for it-services hos CPH, Jonas Dan Jørgensen, i en meddelelse.

Gennem fire år har CPH brugt NNIT til forskellige opgaver blandt inden for SAP-området.

Lille dansk it-virksomhed flytter til hjørnekontor i Brøndby

Den lille københavnske it-virksomhed Motus skifter sit hovedkontor i Hellerup ud med nye, moderne kontorfaciliteter i Brøndby, som det har valgt at kalde for "hjørnekontoret."

Det skriver virksomheden på sin hjemmeside.

"Vi er vokset – både målt på ambitioner, den tekniske afdeling, omsætning og produktportefølje – og kan ikke længere være i ejendommen i Hellerup," lyder det.

Finans-hus tjener over 100 milliarder på Tesla-aktier

Det skotske finanshus Baillie Gifford har på blot otte måneder indkasseret en gevinst på over 100 milliarder kroner på salg af Tesla-aktier, der 31. august toppede med en værdi på knap 500 dollar per aktie.

Det skriver Ritzau Finans.

Baillie Gifford er Teslas største uafhængige aktionær, men har skåret beholdningen ned fra 7,67 procent til 4,25 procent.

Det har været medvirkende til, at Tesla-aktien, der ellers generelt er skudt i vejret, i de seneste dage har taget nogle alvorlige dyk, så værdien torsdag aften hedder lidt over 400 dollar.

Airbnb afviser opkøb

Den amerikanske milliardær Bill Ackman har ifølge kilder givet Airbnb et opkøbstilbud.

Det har boligdelingstjenesten dog afvist blandt med henvisning til, at det ønsker en regulær børsnotering.

Det skriver Bloomberg.

I juli rejste Bill Ackmans investeringsselskab fire milliarder dollar til at kunne overtage andre virksomheder.

Coronakrisen har været hård ved Airbnb, hvor antallet af bookinger er faldet med hele 90 procent ifølge Bloomberg.

IBM præsenterer robotskib med AI-kaptajn

Vi slutter hos IBM, der tilsyneladende er på vej ud på dybt vand.

16. september er Big Blue med til at præsenterer et helt nyt førerløst, autonomt skib for første gang.

Det skriver IBM i en meddelelse til Computerworld.

Robotskibet er udstyret med solpaneler og en AI-kaptajn, der ved hjælp af maskinlæring og kunstig intelligens skal kunne navigere i storme, genkende andre fartøjer på havet og undgå kollisioner.

Det er britiske Promare, en britisk NGO, der forsker i verdenshavene, som står bag projektet sammen med IBM.

Det autonome skib er blevet døbt Mayflower - opkaldt efter et skib, der i 1620 tog de første britiske pilgrimme over Atlanterhavet til Nordamerika.

Missionen for Mayflower anno 2020 er dog med henblik på eksperimenter som måling af plastforurening og optagelse af hvalers sange.

Rigtig god fredag og weekend.