Den amerikanske supermarkedskæde Walmart slår nu pjalterne sammen med Microsoft i forsøget på at købe kinesiske TikTok.
TikTok forventer at indlede eksklusive snakke med en potentiel køber i løbet af de næste 24 til 48 timer, før selskabet håber, at den endelige købsaftale for TikToks amerikanske aktiviteter kan skrives under inden 15. september.
ByteDance, der står bag TikTok, kræver 30 milliarder dollar for den amerikanske forretning.
Den amerikanske præsident Donald Trump har krævet, at et salg af TikToks amerikanske forretning skal være på plads inden denne dato, ellers risikerer selskabet at blive sortlistet i USA.
Det skriver Reuters.
"Vi er sikre på, at et partnerskab mellem Walmart og Microsoft vil opfylde forventningerne hos de amerikanske TikTok-brugere og tilfredsstille amerikanske regeringsmyndigheder," lyder det i en meddelse fra Walmart.
Læs også: TikTok vil udfordre Trumps ultimatum i retten: Lægger sag an
Begivenhedsrige dage
Meldingen om det fælles købforsøg fra Microsoft og Walmart kommer efter nogle begivenhedsrige dage.
Mandag sagsøgte TikTok den amerikanske regering på grund af det ultimatum, Donald Trump har stillet.
Og torsdag valgte TikToks topchef, Kevin Mayer, at sige op efter mindre end fire måneder i jobbet.
Microsoft er ikke den eneste amerikanske it-gigant, der er intersseret i at købe TikTok.
Også Oracle har meldt sig på banen som en mulig køber.
Læs også: Tidligere Playboy-boss siger op som TikTok-topchef efter søgsmål mod USA