Danske Sybo Games, der står bag spilhittet Subway Surfers, holder vejret og kigger spændt mod udfaldet af de søgsmål, som Fortnite-udvikleren Epic Games har lanceret mod Apple og Google.
Subway Surfers, blev det første spil på Android-platformen til at runde en milliard downloads i Google Play Store, og Epic Games har opnået lignende succes med Fortnite.
Søgsmålene kommer efter, at Apple og Google har sparket Fornite ud af henholdsvis App Store og Google Play Store for at overtræde butikkernes retningslinjer, fordi Epic Games har udviklet sig eget betalingssystem i de to Fortnite-apps for at undgå at sende 30 procent af alle betalinger til Apple.
Og udfaldet af de søgsmål afventer Sybo Games i spænding.
"Vi følger selvfølgelig sagen med interesse og håber, at der kan findes en god løsning til alles fordel. Mobilspil er en branche, der fortsætter med at vokse, og vi vinder alle ved at skabe klare linjer og styrke de gode relationer," skriver Mathias Gredal Nørvig, administrerende direktør i Sybo Games, til Finans.
Han understreger dog over for mediet, at Sybo Games har et godt samarbejde med både Apple og Google.
Læs også: Fortnite sagsøger Apple og Google efter at have fået sparket: Kræver ingen penge
Dansker anklager Google og Apple for mafiametoder
Epic Games mener derimod, at Apple og Google misbruger selskabernes position som de dominerende spillere på mobilmarkedet til at presse priserne op for udviklere, der er afhængige af platformene for at kunne sælge deres apps.
Epic Games kræver ikke nogen økonomisk kompensation fra Apple og Google, lyder det i søgsmålet.
I stedet kræver man, at selskaberne lever op til løftet om et åbent og konkurrencepræget økosystem.
Og Epic Games er ikke ene om at følge sig uretfærdigt behandlet af Apples retningslinjer for App Store.
Virksomhedens søgsmål med Google og Apple kommer i kølvandet på, at den danske udvikler David Heinemeier Hansson har sammenlignet Apples forretningsmodel i App Store med mafiametoder.
"Som en hver god mafioso aflagde de (Apple, red) os en visit over telefonen. Her fastslår Apple, at det, at ødelægge vores vinduer (ved at nægte os muligheden for at fixe bugs), ikke var en fejl. Derefter, uden så meget som en høflig eufemisme, siger de, at de vil brænde vores
butik ned (fjerne vores app!), medmindre vi betaler," skrev han for få måneder siden på Twitter, efter Apple afviste at godkende David Heinmeiers Hanssons nye mailprogram Hey i App Store.
Apple har efterfølgende godkendt mailprogrammet Hey, så Hey-appen kan downloades via App Store.