Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribenternes synspunkter.
Når ledere bliver spurgt, specielt i it, er de enige I at kunstig intelligens (AI) er strategisk vigtigt for deres forretning. Oven i det svarer 99 procent af ledere i en amerikansk undersøgelse, at AI bliver udnyttet på mindst et område i deres forretning. Er det ikke lidt overraskende?
AI har, om man vil det eller ej, allerede sneget sig ind i alle forretninger. AI er ikke længere et valg. Det er en realitet i vores it-landskab.
Den realitet skal ledere uddanne sig til at forstå og forholde sig til. Forstår lederne ikke AI, hvad det kan og hvilke udfordringerne AI indebærer, så vil det ikke længere være lederne som sidder bag rattet i deres egen organisation. De vil blive placeret bagerst i bussen som passagerer på en rejse med fart på og mange huller i vejen.
AI byder nemlig på mange nye udfordringer og muligheder.
Men hvorfor er det lige AI og ikke alle mulige andre teknologier lederne skal fokusere på?
Det skyldes simpelthen at:
1) AI nok er den mest kraftfulde teknologi vi har i hænderne lige nu.
2) AI vil fylde utroligt meget for medarbejderne derude, da deres hverdag vil ændre sig markant.
3) AI har nogle helt særlige karakteristika som ikke ses mange andre steder. Det er altså helt ubetrådt grund for lederne.
Ikke en overdrivelse
Når jeg siger at AI er den mest kraftfulde teknologi vi har i hænderne lige nu, så er det ikke en overdrivelse.
Som eksempel tog det lang tid for AI-teknologi bare at kunne læse simple tal og bogstaver. Det var en kæmpe udfordring at skille et to-tal fra et otte-tal i mange år.
Men da det endeligt lykkedes, gik det stærkt.
Få år senere kunne vi kende en kat fra en hund, og nu kan AI skabe realistiske billeder af mennesker, der ikke findes.
Vi har endda nu tidlige beviser på, at AI kan færdiggøre kontekster. For eksempel kan en AI, der får et billede af en dagligstue med instruksen om at udvide billedet, af sig selv finde ud af at sætte en bogreol med bøger ind i en fotorealistisk udvidelse.
Dette gælder ikke kun film og billeder. Det gælder også tekster, som e-mails, kode og artikler.
Samtidig blev AI allerede i 2014 bedre en mennesker til at genkende objekter på billeder i følge en McKinsey rapport. Det er altså en teknologi, der allerede har superkræfter og stadig udvikler sig eksponentielt.
Jeg kan næsten ikke forestille mig et job, der ikke kommer til at ændre sig radikalt under de forudsætninger.
Mentale ændringer
Udover at medarbejdere vil få et væld af nye AI-værktøjer vil deres hverdag også ændre sig på det mentale.
AI bliver en for mange en kollega, en konkurrent eller en leverandør. Alt dette fra en maskine som vi ikke på samme måde kan rose, rise eller endnu værre - forstå.
AI byder på notorisk svære problemer med at forklare, hvordan beslutninger bliver taget og det betyder helt nye niveauer af frustration og magtesløshed blandt medarbejder, hvis ikke lederne er proaktive med nye rammer, der kan rumme både AI og tilfredse medarbejdere.
Til sidst har AI nogle meget særlige karakteristika, som er anderledes end klassisk it. Det er langt mere eksplorativt at arbejde med AI.
Man ved ikke fra begyndelsen af et AI projekt, hvad det vil kræve, hvad det vil koste eller hvor godt det vil blive.
Det er altså et helt nyt paradigme at arbejde under. Jeg har tidligere argumenteret for Milestone funding af AI projekter netop for at kunne arbejde under de udfordringer. De forhold ændrer også på den kommunikation lederne skal have til både medarbejdere og øvrig ledelse.
Så sagen er klar: Ledere, der ikke lader sig uddanne vil blive tilskuere til en ekstrem udvikling i deres egen organisation. De ledere, der lader sig uddanne, kan til gengæld være langt foran resten af feltet og give deres organisation en unfair fordel.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.