Aldrig nogensinde har Amazon haft så stort et overskud, som det har været tilfældet i de seneste tre måneder, og det siger ikke så lidt, når vi taler om en af verdens allerstørste og mest profitable selskaber.
Amazons nye kvartals-regnskab viser, at selskabet i seneste kvartal - der er dets andet regnskabskvartal - landede et overskud på 5,2 milliarder dollar.
Det svarer til en fordobling i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor.
Driftsindtjeningen er steget med 87 procent til 5,8 milliarder dollar, mens omsætningen er steget med 40 procent til 88,9 milliarder dollar.
Fremgangen skyldes ikke mindst corona-krisen, der har fået forbrugerne til at strømme til Amazons e-handelsportal.
Selskabet har siden nytår opmandet kraftigt på dets store lagre, hvortil det globalt har hyret 175.000 nye medarbejdere for at følge med efterspørgslen.
“Det har været endnu et meget usædvanligt kvartal,” siger topchef Jeff Bezos, hvis ejerandel på 11 procent af Amazon har gjort ham til verdens rigeste menneske.
Regnskabet viser, at Amazons omsætning på det amerikanske hjemmemarked er steget med 44 procent, mens omsætningen i lande uden for USA samlet set er steget med knap 39 procent.
AWS’ omsætning er steget med 29 procent. Amazon Web Services er fortsat det mindste forretnings-område for Amazon, hvis e-handelsplatform alene i USA omsætter for næsten fem gange så meget som AWS globalt.
Til gengæld er indtjeningen for AWS betydeligt større end Amazons samlede e-handel, der i sagens natur har langt større omkostninger til lagre, mandskab og håndtering af produkter.
AWS landede i kvartalet således et overskud på 3,3 milliarder dollar, mens den samlede e-handel for Amazon landede et overskud på 2,5 milliarder dollar.
Du kan læse mere om Amazons regnskab i den ret udførlige regnskabs-meddelelse fra selskabet, som du finder her.