Her er VW’s første eldrevne SUV: Mød ID.4
Den tyske bilproducent VW er snart klar med sin første rent eldrevne el-SUV.
Modellen hedder ID.4 og er dermed den naturlige storebror til selskabets store elbil-sats, ID.3, som er selskabets bud på en el-folkevogn.
ID.4 er ikke officielt ude endnu, men lækkede billeder fra kinesiske myndigheder lader dog ikke være tvivl om, hvordan bilen vil se ud.
ID.4 er en videreudvikling af den ID Crozz prototype, som VW tidligere har præsenteret og er, som prototype-navnet antyder en crossover-model, der forener elementer fra både SUV- og hatchback-verdenen, skriver The Verge.
Ifølge avisen The Scotsman, vil ID.4 byde på en elmotor på 201 hestekræfter og en elektrisk rækkevidde på 500 kilometer.
Dimensionerne lyder på 4,59 meter i længden, 1,85 meter i bredden og 1,63 meter i højden, hvilket størrelsesmæssigt placerer den i samme liga som VW Tiguan. Akselafstanden lyder på 2,77 meter.
Amazon-læk: Her er prisen på Sonys nye PlayStation 5
En opsigtsvækkende side er dukket op på den franske version af e-handelsgiganten Amazons hjemmeside.
Her blev der kortvarigt lokket med salgstilbud på den endnu uudgivne Sony PlayStation 5 spillekonsol, hvor der samtidig blev vist overraskende lave priser, på de to versioner af den nye konsol, skriver gadget-mediet Inputmag.
Heraf fremgik det, at den billige, drevløse, ’Digital Edition’ ville debutere ved blot 399 euro, mens den almindelige PlayStation 5 med 4K Bluray drev ombord vil løbe op i 499 euro.
Omsat til danske priser svarer det til knap 3.000 og godt 3.700 kroner for de to PS5 modeller.
Siderne er siden blevet pillet ned igen fra Amazons hjemmeside.
Apple har ikke opgivet sin trådløse Airpower
Dengang Apple løftede sløret for sin iPhone X med trådløs opladning i efteråret 2017, lod selskabet også ane, at en særlig lademåtte vil følge trop. Denne skulle ifølge de første produktbilleder tillade, at oplade op til tre enheder på en gang: En iPhone, et sæt Airpods og et Apple Watch.
Produktet blev dog aldrig sat til salg og i marts 2019 blev det decideret skrinlagt af Apple.
Små tre senere ser det ud til, at Apple ikke har opgivet idéen bag sin trådløse lademåtte, skriver Macrumors.
Ifølge Apple-analytiker Ming-Chi-Kuo samt den velforbundne tech-vlogger Jon Prosser lyder det samstemmigt, at Apple er i færd med at færdigudvikle en ny løsning, der minder om en nedskaleret variant af Airpower.
Ifølge Jon Prosser vil den kommende lademåtte være salgsklar mod slutningen af året til en vejledende pris på 250 amerikanske dollars. Fra erhvervsmediet Bloombergs teknologi-skribent, Mark Gurman, lyder det dog, at de verserende oplysninger ikke er korrekte, hvorfor de skal tages med ekstra gran salt.