Der er store forskelle på, hvor meget ledig lagerplads din smartphone har.
Når du køber en ny smartphone, er det vigtigt at sikre sig, at der er tilstrækkelig med plads til alt det, du vil foretage dig på mobilen.
Det gør sig særligt gældende på telefoner fra producenter som Apple, Google eller enkelte Samsung- og Huawei-modeller, hvor lagerpladsen ikke kan udvides via et micro-SD kort.
Selvom det kan friste at spare pengene og vælge en model med 64 fremfor 128 gb plads, kan det hurtigt vise sig at være en ærgerlig beslutning.
Og her er det særligt Android-baserede systemer, der er synderne.
Kæmpeforskelle
Når en smartphone er født med 64 gb lagerplads, betyder det ikke, at det også er det, du som bruger får adgang til.
Styresystemet og et væld af producentens apps skal nemlig kunne være der. Og i mobiler med 64 gb lagerplads kan man som bruger ende med blot at have den halve plads til rådighed.
Af en undersøgelse udarbejdet af Computerworlds søstermedie, PC World fremgår det, at forskellene på, hvor meget systemfilerne fylder, er enorme.
Hos et udvalg af de testede telefoner fylder disse filer følgende:
- Apple iPhone SE (2020): 5,3 gb
- Apple iPhone 11: 6,0 gb
- Google Pixel 3a: 15 gb
- Samsung Galaxy S10: 19 gb
- OnePlus 8 Pro: 20 gb
- Samsung Galaxy S20 Ultra: 20,4 gb
- Google Pixel 4 XL: 25 gb
- OnePlus 7T: 27 gb
De mange og store systemfiler giver også grund til at genoverveje, hvorvidt Android smartphones med 32 eller færre gb lagerplads er hensigtsmæssige.
Læs også: Android 11 kan hentes for første gang: Her er det, din mobil kan se frem til af nye funktioner
Skyldes måden, Android fungerer på
Hvor man kan mistænke smartphones med mange presinstallerede apps for at være forslugne med lagerpladsen, forklarer det ikke, hvorfor Googles egen Pixel 4, som byder på en minimalistisk Android-version, har behov for så meget plads til styresystemet.
Bag Android-systemets høje pladsbehov identificerer PCWorld to syndere i Androids systemprogrammer: ’Project Treble’ samt ’Seamless Updates’.
Førstnævnte har siden 2017 været Googles måde at lette opdateringsprocessen for Android fra generation til generation, mens ’Seamless Update’ er et program, der speeder selve opdateringsprocessen op ved at installere vigtige opdateringer på særskilte partitioner - en metode, der skaber dubletter af styresystem og dermed bruger meget lagerplads.