Godmorgen og velkommen til tirsdagens morgen-briefing, der er i dag er sammensat af Alexander Haslund.
B&O indgår samarbejde med Xbox
Den knap 100 år gamle Struer-virksomhed Bang & Olufsen har indgået et samarbejde med Mircosofts spilkonsolfirma Xbox.
Det skriver B&O i en meddelelse.
Som følge af samarbjdet skal B&O udvikle lydprodukter målrettet high-end-segmentet inden for gaming.
"Vi ser et stort kommercielt potentiale inden for gaming, og med Xbox mener vi, at vi har fundet den ideelle partner til at realisere det potentiale," lyder det fra Christoffer Poulsen, der er produktchef hos B&O.
B&O gaming-produkterne kommer også til at virke til andre maskiner end Xbox-konsollen, lyder det.
Xbox Series X, den næste generation Xbox-spillekonsol, lanceres i fjerde kvartal af 2020. Den skal konkurrere med Sony's Playstation 5, der også lanceres senere i 2020.
Microsoft vil bekæmpe racisme via ansættelser, donationer og indkøb
Microsofts CEO Satya Nadella vil arbejde for at forbedre afroamerikaneres liv.
Det skriver han ifølge Cnet i en mail til sine ansatte fredag.
Microsoft-topchefen er klar til at bakke udmeldingen op ved at presse på for et bedre retssystem samt havde fokus på bekæmpelsen i egne ansættelser, donationer og valg af leverandører.
Flere topfolk fra tech-verdenen som Apples CEO Tim Cook og Googles CEO Sundar Pichai har taget et standpunkt mod racisme, efter 46 årige George Floyd fra Minnesota døde som følge af, at være blevet fastholdt til jorden af en politibetjent.
Sony sætter ny dato for PS5-event
Hos Xbox-konkurrenten Sony har man også taget bestik af urolighederne og George Floyds død.
Et stort Sony-event med et smugkig på nye spil til den kommende Playstation 5 senere på året blev for nylig aflyst for "at give plads til vigtigere stemmer."
Nu har Sony fastlagt den nye dato til 11 juni.
Det skriver Cnet.
Eventet vil fokuserer på PS5-spil og blive streamet i en lavere videokvalitet end 4K for at lette produktionen, da mange medarbejdere forsat arbejder hjemmefra.
Sony har også lovet at donere en million dollar til det sorte community.
Danmark skraber bunden i digitale forsyningskæder
En ny undersøgelse fra konsulentvirksomheden PwC viser, at Danmark sammenlignet med resten af Norden skraber bunden, når det kommer til digitalisering af logistikkæder.
Det skriver Børsen i morgenens avis.
Knap 50 procent af danske selskaber følger den digitale udvikling, og hver fjerde arbejder med digitalisering i innovationen af forsyningskæderne. I resten af Norden er de tal henholdsvis 55 procent og 34 procent, lyder det.
Ifølge PwC har coronakrisen vist, at en digital logistik er yderst nødvendig.
"Covid-19 har vendt op og ned på de globale logistikkæder og givet store forstyrrelser i mange virksomheders leverandørkæder, hvor hastighed, agilitet og fleksibilitet er vigtigere end nogensinde. Og her kan en digitaliseret leverandørkæde gøre en stor forskel for virksomhederne," lyder det fra Jesper Vedsø, partner i PwC, i en skriftlig kommentar.
Dansk startup lander millioninvestering
Den danske startup Capturi kan glæde sig over at have lukke en investeringsrunde på 11,6 millioner kroner.
Det skriver ITWatch.
Capturi står bag en løsning, der skal hjælpe virksomheder med at identificere gode salgsargumenter overfor kunderne. Det sker via et værktøj, der lytter og analyserer ord og formuleringer i dialoger med kunder.
Det er blandt andet Vækstfonden, der sammen med flere af virksomhedens medarbejdere og private investorer står bag investeringen.
To mænd sigtet for ulovlig it-platform til salg af narkotika
To mænd i tyverne fra Roskilde er sigtet og mistænkt for at stå bag en it-platform på internettet, hvor de har medvirket til salg af en større mængde kokain og anden narkotika
Det skriver politiet i en meddelelse.
Salget har ifølge sigtelsen fundet sted siden foråret 2018, og anholdelserne er kulminationen på en efterforskning, der har været i gang siden august 2019, foretaget af Særlig Efterforskning Øst (SEØ) i tæt samarbejde med Nationalt Efterforskningscenter og Nationalt Cybercrime Center i Rigspolitiet.
De to mænd er sigtet, selvom kriminaliteten er foregået i lukkede grupper, hvor de ikke nødvendigvis fysisk har håndteret de ulovlige stoffer.
Telenor indfører fleksibel arbejdsdag for 19.000 ansatte
"Summen af vores fælles oplevelser fører nu til, at vi tager et nyt skridt. Et skridt hen imod næste generations arbejdsdag: Fleksibilitet."
Sådan skriver Sigve Brekke, direktør for Telenor Group, i et brev, der blev sendt til Telenors medarbejdere i begyndelsen af juni 2020.
Med det lægger Telenor - på baggrund af erfaringer fra corona-nedlukningen - op til en helt ny fleksibel arbejdsdag for omkring 19.000 ansatte på tværs af ni markeder.
Sigve Brekke skriver blandt andet, at den nye tilgang skal give de ansatte frihed til at arbejde enten fra kontoret eller remote, men tilpasset de enkelte lokale kulturer.
Følgende fire punkter vil definere Telenors nye arbejdsform:
- Tilgængelighed uanset fysisk tilstedeværelse
- Åbne kontorer til mødelokaler og sociale zoner
- Tillid og præstationsbaseret ledelse
- Rejser vil ikke være det samme igen