Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Corona-relaterede cyberangreb boomer: Pas på falske indkaldelser til Zoom-møder / Nordisk takeaway-app får tilført 750 millioner kroner / Visma køber hollandsk lønselskab

Corona-relaterede angreb boomer: Pas på falske indkaldelser til Zoom-møder. Nordisk takeaway-app får tilført 750 millioner kroner. Visma køber hollandsk lønselskab. Fujitsu åbner for 40.000 patenter og design, og så er det i dag 22 år siden, at de amerikanske myndigheder indledte en historisk monopolsag mod Microsoft.

Godmorgen.

Her kommer ugens første morgen-briefing fra Computerworld. I dag er det Jacob Ø. Wittorff, der sidder bag tasterne.

Vi lægger ud med en historie om, at du i disse dage bør være ekstra meget på vagt, hvis du modtager en indkaldelse til et Zoom eller Teams-møde, der ser lidt underlig ud.

Corona-relaterede angreb boomer: Pas på falske indkaldelser til Zoom-møder

I løbet af de seneste tre uger har der været cirka 192.000 nye corona-relaterede cyberangreb. Det er en stigning på 30 procent i forhold til tidligere uger.

Det fremgår af cyber-sikkerhedsfirmaet Check Point Software Technologies seneste rapport.

Ifølge Check Point er det især phising-angreb, der er udbredte under coronakrisen. En populære metode har vist sig at bestå i at sende falske mødeindkaldelser til online-møder på populære konference-apps som eksempelvis Zoom eller Microsoft Teams.

”På hjemmekontoret, er der mindre kontrol med netværk, brugerens adfærd, deling af udstyr mm., der alt sammen spiller i hackernes favør. Vi afholder mange onlinemøder i disse tider, og får måske ikke altid kigget på, hvem der indkalder os til møderne. Det er derfor vigtigt, at man som bruger og virksomhed hele tiden stiller spørgsmålstegn ved den information man får, og de møder man indkaldes til,” siger Niels Poulsen, chef for security engineering hos Check Point Danmark, ifølge en pressemeddelelse.

Nordisk takeaway-app får tilført 750 millioner kroner

Den finske takeaway-app Wolt får tilført lige knap 750 millioner kroner (100 mio euro) i en ny kapitalrunde, der skal polstre selskabet i forbindelse med den aktuelle corona-krise.

Det skriver Bloomberg

“Vi havde ikke rejst kapitalen, hvis det ikke havde været for den globale covid-19-krise og den potentielle økonomiske nedtur vi risikerer i den nærmeste fremtid,” siger selskabets topchef Miki Kuusi ifølge en pressemeddelse.

Kapitaltrunden kommer mindre end et år efter, at Wolt fik tilført 130 millioner euro i en kapitalrunde. I alt har selskabet fået tilført i alt 258 millioner euro.

Wolt blev stiftet i Helsinki i 2014 og er i dag tilstede i 22 lande, her i blandt Danmark.

Visma køber hollandsk lønselskab

Den norske it-koncern Visma har købt det hollandske lønsystem Nmbrs.

“For Nmbrs skaber handlen en lang række nye muligheder både nationalt og internationalt. Ved at være en del af Visma kommer vi til at kunne fortsætte med at bygge på vores platform og skabe flere valgmuligheder og mere værdi for vores kunder,” siger Björn Bylund, der er landechef for Nmbrs i Sverige ifølge Computerweden.

Nmbrs er tilstede i dag til stede i Holland, Portugal og Sverige

Fujitsu åbner for 40.000 patenter og design

Japanske Fujitsu har ligesom som blandt andet IBM, Facebook, Google, Amazon og Intel valgt at tilslutte sig bevægelsen ”Open COVID Pledge.” Her stiller virksomheder deres patenter til rådighed for initiativer, der kan modvirke spredningen af coronavirussen.

Det oplyser det japanske selskab i en meddelelse til Computerworld.

I alt giver Fujitsu fri adgang til omkring 40.000 patenter, modeller og designs.

Om dagen i dag: Microsoft rammes af monopol-sag

Det er i dag 22 år siden, at det amerikanske justitsministerium åbnede en historisk monopolsag mod Microsoft.

Sagen blev rejst efter, at Microsoft besluttede sig for at indbygge Internet Explorer i Windows, hvilket det amerikanske justitsministerium vurderede kunne være ulovligt, fordi Microsoft dermed brugte sit monopol på markedet for styresystemer til at udkonkurrere Netscape på markedet for internet-browsere.

I 2001 indgik Microsoft et forlig med de amerikanske myndigheder. Forliget indebar blandt andet, at selskabet skulle dele API’er med trejdeparter.