Godmorgen og velkommen til ugens første morgen-briefing.
Denne uge står Rasmus Ferdinand Petersen bag pakketeringen af det tidlige nyhedsoverblik fra Computerworld.
I dagens it-nyhedsoverblik skal vi blandt andet forbi et måneprojekt, hvor Jeffe Bezos og Elon Musk har en finger med i spillet og en læge-app, som danskerne har taget til sig på rekordtid.
Rigtig god læselyst.
Bezos og Musk får milliardstøtte til måneprojekt
Den amerikanske ramfartsorganisation Nasa har udvalgt tre private selskaber, der skal bygge månelandingsfartøjer til den næste månelanding.
Blandt de tre udvalgte er Amazon-stifter Jeff Bezos rumfartselskab Blue Origin og Tesla-stifter Elon Musk tilsvarende selskab SpaceX. Det tredje selskab er amerikanske Dynetics.
Det skriver avisen The Guardian.
De nye fartøjer skal benyttes, når Nasa vil sende astronauter til månen i 2024.
Den samlede støtte, der ydes af Nasa, er på godt en milliard dollar. Den mest værdifulde kontrakt, som Blue Origin er blevet tildelt, er 579 millioner dollar værd, mens SpaceX og Dynetics' kontrakter er henholdsvis 135 og 253 millioner dollar værd.
Fartøjerne, der nu skal udvikles, skal bringe astronauterne fra månens bane til månens overfalde og tilbage igen.
Dansk læge-app downloades af rekordmange danskere
Appen "Min Læge" er på kort tid blevet en af de mest downloadede apps i Danmark.
Appen, der gør det muligt at udføre videokonsultationer, er blevet downloadet mere end 421.000 gange på en måned.
Det skriver it-selskabet Trifork, der står bag appen, i en pressemeddelelse.
"Lægerne og patienterne har på kort tid taget løsningen til sig som en naturlig forlængelse af det gode lægebesøg, og derfor er videokonsultationer og det virtuelle venteværelse på sundhedsområdet kommet for at blive," skriver selskabet i meddelelsen.
Det virtuelle venteværelse, der er i appen, er blevet besøgt mere end 33.000 gange i løbet af den seneste måned, fremgår det.
Tech-giganter stiller patenter til rådighed i kamp mod corona
En række amerikanske tech-giganter er gået sammen i kampen mod coronavirussen ved at stille patenter og regnekraft til rådighed.
Store spillere som Intel, Facebook, Microsoft, Amazon, Uber og IBM vil stille IP-beskyttet adgang til viden gratis til rådighed.
Sidste uge underskrev IBM initiativet, der går under navnet The Open Covid-19 Pledge, og gjorde eksempelvis hele sin portefølje af patenter tilgængelig for forskere til udvikling af teknologi til at diagnosticere, inddæmme og behandle covid-19.
Du kan læse mere om initiativet her.
Med pagten afgiver selskaberne et løfte om at gøre sine intellektuelle ejendomme frit tilgængelige for at komme virussen til livs og mindske dens følgevirkninger, fremgår det.
IBM lancerer kvantecomputer-udfordring
IBM er nu klar med en verdensomspændende udfordring, hvor alle kan prøve kræfter med at programmere en kvantecomputer online.
Selskabets 'Quantum Computing Challenge' sker for at fejre, at det er fire år siden, at selskabet lancerede den første kvantecomputer, der kunne programmeres via cloud-teknologi.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Udfordringen, der har til formål at styrke deltagernes programmeringsevner, løber af stablen 4-8 maj 2020.
Her kan alle prøve kræfter med at programmere en kvantecomputer direkte i browseren, og der vil være øvelser med vidt forskellige sværhedsgrader.
Du kan læse mere om initiativet her.
Dataetisk råd går med i udvikling af smittesporings-app
Nu er Dataetisk Råd kommet med i udviklingen af den danske smittesporings-app mod covid-19.
På nuværende tidspunkt er sundhedsmyndighederne sammen med Digitaliseringsstyrelsen ved at udvikle appen, hvor Dataetisk Råd har fået til opgave at komme med relevante og etiske overvejelser i udviklingsprocessen.
Det skriver Dataetisk Råd i en pressemeddelelse.
Opgaven består blandt andet i at understøtte en ansvarlig og bæredygtig dataanvendelse i den offentlige sektor, herunder for at sikre borgernes tillid til den offentlige sektors håndtering af personoplysninger med mere, fremgår det af meddelelsen.
"Appen udgør en ny form for teknologianvendelse fra myndighedernes side, der fordrer meget omhyggelige overvejelser og forberedelser. Det bør sikres, at etiske grænser respekteres, uanset at vi befinder os i en helt særlig situation," udtaler rådsformand Johan Busse, ifølge pressemeddelelsen.