Godmorgen!
Her får du dagens første it-nyhedsoverblik. I dag skal vi endnu engang rundt om et par de konsekvenser, coronakrisen har for it-branchen.
Men vi begynder dog med en helt coronafri historie.
Dagens nyhedsoverblik er sammensat af Jakob Schjoldager.
5G kan skære 30 procent af energiforbruget
Den kommende udrulning af 5G-netværekt for uden tvivl betydning for mange ting. Det gælder også energiforbruget.
Ifølge den danske 5G-leverandør Ericsson kommer den nye generation af mobilt netværk til at skære 30 procent af energiforbruget hos mobilselskaberne.
"Vi kan reducere mobilnettenes nuværende energiforbrug samtidig med, at vi imødekommer belastningen fra stadig flere tilsluttede enheder og den massive vækst i datatrafik med forbedrede netværk og større kapacitet," forklarer Niclas Backlund, der er chef for Ericsson i Danmark, i en pressemeddelelse.
Globalt koster energiforbruget ved at drive mobilnetværk 170 milliarder kroner, der altså bliver barberet ned med 30 procent i fremtiden.
På klimasiden er effekten dog mere begrænset. Ifølge Ericsson står kommunikationssektoren kun for 1,5 procent af den globale CO2-udledning. Det kommende 5G-netværk kan dog hjælpe med at reducere klimaaftrykket med 15 procent i en række andre sektorer, lyder vurderingen.
Danske Queue-it når 10 milliarder besøgende
Coronakrisen har skabt massivt pres på flere digitale tjenester. Både Nemlig.com og endda erhvervsstyrelsen har indført et digitalt kø-system for at følge med presset.
Det mærker man særligt hos den danske virksomhed Queue-it, der netop leverer digitale kø-systemer.
Her har man netop haft 10 milliarder igennem systemet, siden selskabet blev stiftet i 2010.
"Når vi ser tilbage på vores rejse og ser, at det tog os over seks år at nå en milliard-mærket, og nu har vi haft en milliard besøgende alene i Q1 2020, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at vi ikke var nået hertil uden vores fantastiske team," lyder det fra CEO og medstifter Niels Henrik Sodemann i en pressemeddelelse.
Økonomer: Coronakrisen vil flytte forbrugerne på nettet permanent
Mens danskerne bliver opfordret til at blive hjemme er nethandlen steget voldsomt for mange onlinebutikker.
Selvom det skyldes den midlertidige krise, vi befinder os i, så er flere økonomer enige om, at tendens kommer til at bide sig fast.
Det skriver erhvervsmediet Finans.
"Jeg er helt klart i den boldgade, at økonomien vil være anderledes efter corona, og noget af det vi ser allerede, i form af at forbrug bliver flyttet online. Jeg vil blive meget overrasket, hvis vi kommer tilbage til det, der var normalen inden corona," siger Andres Steno Larsen, Chefstrateg hos Nordea til mediet.
Samtidig peger han på, at det udbredte hjemmearbejde også kommer til at blive mere permanent og udbredt end før krisen.
Tech-giganter kan ende med corona-regning
Storbanken UBS vurderer, at tech-giganter som Google, Microsoft og Facebook kan ende med en kæmperegning efter coronakrisen.
De mange økonomiske hjælpepakker fra staten kommer nemlig til at efterlade en milliardstor gæld i både Europa og USA, lyder vurderingen fra UBS.
Det skriver Børsen.
"Ingen af landene har konkrete planer, men vi venter højere skat på de rige for at finansiere gælden. Både på kapitalgevinster, på indtægter og på gaver og arv, samt måske ny eller højere formueskatter eller skat på finansielle transaktioner," lyder det fra UBS i Schweiz ifølge avisen.
Vurderingen er, at den offentlige gæld i Europa ved udgangen af 2021 være mellem 15 og 25 procentpoint højere end i december sidste år.
Verifone står bag nyt projekt til lokal markedsføring
Betalingsgiganten Verifone står bag et nyt initiativ, der skal give butikker mulighed for at markedsføre sig i deres lokalmiljø.
På hjemmesiden Bevardelokale.dk giver Verifone lokale butikker mulighed for at dele tilbud.
"Mange mindre handlende har ikke et set-up til e-handel eller en tilstedeværelse på sociale medier. Vi vil med ét slag give dem en digital salgskanal her og nu. De handlende skal selv lægge deres tilbud op, men det vil være helt gratis for både købere og sælgere," siger administrerende direktør, Chris Lund-Hansen, fra Verifone i en pressemeddelelse.
Verifone står bag mere end halvdelen af de danske betalingsterminaler med mere end 30.000 danske kunder.
Topchef fra Danske Commodities bliver del af Systematic-bestyrelse
CEO for Danske Commodities, Helle Ø. Kristiansen, bliver en del af bestyrelsen hos it-giganten Systematic.
Det skriver hun på LinkedIn.
"Jeg er stolt af at kunne annoncere, at jeg er blevet en del af bestyrelsen hos Systematic - en markedsleder der lever troværdige it-løsningerne inden for sundhed, national sikkerhed digitalisering og forsvarssektoren," skriver Helle Ø. Kristiansen på LinkedIn.
Den danske direktør bliver en del af den seks mand store bestyrelse. Foruden Systematic er Helle Kristiansen medlem af DS Nordens bestyrelse.