Godmorgen og velkommen til torsdagens morgenbriefing.
Dagens nyhedsoverblik leveres af Christoffer Lund-Hansen.
Lad os så komme i gang.
USA blev ramt af fire gange så mange DDos-angreb som Kina i marts
USA blev ramt af omkring 175.000 DDoS-angreb i marts, ifølge en analyse fra Atlas VPN.
Til sammenligning blev Kina ramt af omkring 45.000 DDoS-angreb.
Dermed blev USA ramt af næsten fire gange så mange angreb som Kina.
Analysen viser desuden, at Storbritannien i samme periode blev ramt af små 44.000 DDoS-angreb, mens tallene for Sydkorea og Brasilien var på henholdsvis omkring 74.000 og 51.000 DDoS-angreb.
SimCorp lander aftale med italiensk kapitalforvalter
SimCorp har indgået en aftale med Anima om at levere selskabets hovedløsning SimCorp Dimension til den italienske kapitalforvalter, som forvalter aktiver for omkring 186 milliarder euro, svarende til omkring 1,4 milliarder kroner.
Det oplyser SimCorp i en meddelelse.
"Vi er meget glade for at kunne byde Anima velkommen til den hurtigt voksende globale gruppe af kunder, der vælger SimCorp Dimension for at kunne reagere og servicere deres kunder mere omfattende," lyder det fra Emmanuel Colson, der er direktør for SimCorps sydeuropæiske forretning, i meddelelsen.
Airbnb får milliardlån
Udlejningsvirksomheden Airbnb har sikret sig et lån på en milliard dollar, svarende til små syv milliarder kroner.
Det skriver Reuters.
Lånet er nødvendigt, da Airbnb har lidt under coronakrisen.
Ifølge Reuters har de private investeringsfirmaer Silver Lake, Apollo Global Management, Sixth Street Partners, Oaktree Capital Management og Owl Rock alle del i lånet.
Stor fremgang i medlemstal blandt danske esportspillere
Interessen for at dyrke esport i en forening vokser stødt i Danmark.
Nye medlemstal fra DGI viser, at der er kommet 2.830 flere medlemmer i esportsforeningerne.
Dermed dyrker 7.742 dyrker nu esport i en idrætsforening. Det er en stigning på 58 procent i løbet af det seneste år.
Det skriver DGI i en meddelelse til Computerworld.
"Esport er jo ikke noget, vi har en lang tradition for at dyrke i foreningerne. Så det er super flot, at en ny aktivitet på den måde finder vej ind i vores foreninger og imødekommer en stor interesse hos børn, unge og voksne," lyder det i meddelelsen fra DGI's formand, Charlotte Bach Thomassen.